Mand reddede svanefamilie i kaos-kryds: "Jeg sad med hjertet i halsen"

En svanefamilie satte livet på spil, da de mandag krydsede et af Københavns mest trafikerede kryds. Heldigvis hoppede en mand selv ud foran bilerne for at hjælpe.

Her ses de to voksne svaner med de fire svaneunger lige i hælene.
Her ses de to voksne svaner med de fire svaneunger lige i hælene.
Foto: Privatfoto

Christina Maria Jensen var mandag vidne til noget af et syn, da hun kiggede ud af vinduet på sin arbejdsplads på Rosenørns Allé på Frederiksberg.

Fra vinduet har hun udsigt til et af de mest trafikerede kryds i København mellem Peblinge Sø og Sankt Jørgens Sø.

Og da hun omkring klokken 12.00 lader blikket hvile på krydset ud af vinduet, ser hun en svanefamilie bestående af to svaner og deres fire svaneunger, begive sig ud på den meget trafikerede vej.

- Jeg ser svanerne først, og så tænker jeg: "Nåårgh". Men så begynder de at gå ud på cykelstien, og heldigvis stopper cyklisterne. Men de fortsætter, og jeg sad med hjertet i halsen, siger hun.

Svanerne fortsætter direkte ud på kørebanen.

- En mand vælger at stoppe sin bil midt i krydset og stiger ud. Så stopper han al trafikken, siger Christina Maria Jensen. 

Det lykkes manden at stoppe bilerne med store armbevægelser, så svanerne kan krydse uden fare.

Men svanefamilien går ikke videre, selvom manden kalder dem til sig.

Christina Maria Jensen arbejder som lægesekretær på Rosenørns Allé. Herfra så hun det dramatiske optrin med svanefamilien, der forhåbentligt klarede skærene.
Christina Maria Jensen arbejder som lægesekretær på Rosenørns Allé. Herfra så hun det dramatiske optrin med svanefamilien, der forhåbentligt klarede skærene.
Foto: Privatfoto

- Så går han bag dem og genner dem over vejen, siger hun.

Christina Maria Jensen så ikke, om svanefamilien kom hele vejen over, da hendes vindue ikke tillod det, men hun håber, at svanefamilien nåede helskindet over vejen.

Her dagen efter synes hun, det var en fin situation, hun var vidne til.

- Jeg synes, at københavnerne er gode til at stoppe op, siger hun.

- Det er en blanding af, at svanerne jo bor lige der, og de skal jo have lov at være der, men bilerne skal også være der. Men tænk, at svanerne vælger den allermest trafikerede vej i København, siger hun.

Tidligere døde mange svaner i København af højspændingsledninger, der hang omkring søerne. Nu er kablerne gravet i jorden, og ledningerne er derfor ikke til fare for svanerne længere.

Om der skal sættes svaneværn omkring vejene ved Søerne i København er dog fortsat usikkert.

Mere om svanen

  • Knopsvanen er Danmarks nationalfugl.
  • Svanen lever ved danske søer - og dermed også i Søerne i København.
  • De lever af vandplanter, som den græsser på lavt vand, og den spiser også planter fra søens kant.
     
Kilde: DOF - Dansk Ornitologisk Forening​

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik