Foto: Google maps

Mand idømt straksdom for pistol på uddannelsesinstitution

Den mand, der i går blev anholdt på TEC i Hvidovre med en pistol, er i dag blevet idømt en straksdom på 3,5 års fængsel.

En 32-årig mand er idømt en straksdom på 3,5 års fængsel ved retten i Glostrup for besiddelse af en pistol på TEC i Hvidovre.

Vestegnens Politi modtog i går en anmeldelse om, at en af de studerende havde en pistol, og da politiet ankom, viste det sig, at den var god nok: På sig havde manden en pistol med magasin og fire skarpe patroner i.

Manden blev anholdt uden dramatik og under anholdelsen oplyste han, at han også havde en militærriffel liggende på sin bopæl.

- Der har ikke været nogen intention om, at han ville skade eller true nogen med den her pistol. Det som der er kommet frem er, at han har haft den med på skolen for at vise den frem, siger anklager ved Københavns Vestegns Politi, Teuta Memeti.

Den nu dømte mand har en voldsdom som ligger mange år tilbage, men er ellers ikke en del af bandemiljøet.

Riffel og tilhørende ammunition

Da politiet ransagede bopælen, fandt de rigtigt nok en riffel af typen M1 Carbine med omkring 200 skarpe patroner til. Desuden blev der fundet ca. 200 skarpe patroner til en M1 Garand riffel og 500-1000 stk. blandet kaliber 22 ammunition.

- Jeg er godt tilfreds med, at retten har sendt et hurtigt og markant signal i denne sag. At tage en skarpladt pistol med på et uddannelsessted er en alvorlig forbrydelse, som skaber stor utryghed. Det er et rigtig godt signal at få ud, at det her koster dyrt, siger anklager Teuta Memeti.

Anklageren fortæller, at årsagen til den hårde straf er, at et våben med tilhørende ammunition på et offentligt tilgængeligt sted i udgangspunktet takseres med 2,5 års fængsel. Det sidste år er lagt til på grund af den riffel, politiet fandt hjemme hos manden.