Mand får et års fængsel for pistol i visitationszone

En 28-årig mand fra Søborg får en straksdom på et års fængsel for at bære pistol i visitationszone.

Politiets skærpede indsats mod våben i det offentlige rum giver en straksdom på et års fængsel til en 28-årig mand fra Søborg, som blev anholdt i besiddelse af en skarpladt pistol.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør mandag middag i Retten i Glostrup.

- Han erkendte de faktiske omstændigheder og ønskede ikke at udtale sig nærmere om hvordan eller hvorfor, siger senioranklager ved Københavns Vestegns Politi, Martin Von Bülow:

- Han erkendte at være i besiddelse af pistolen, og i den forbindelse kunne han så få en straksdom. Og det var så et års fængsel.

Manden prøvede at flygte

Aftenen forinden - altså søndag omkring klokken 20 - blev manden stoppet af politiet i Værebro Centret i Bagsværd.

- Politiet så en person, som de syntes, det kunne være interessant at snakke med. Da han lagde mærke til politiet, prøvede han at flygte, men han blev indhentet, siger Martin Von Bülow.

Da betjentene efterfølgende visiterede ham, fandt de en skarpladt pistol med magasin og syv skarpe skud i mandens inderlomme i jakken. Pistolen er nu konfiskeret.

Han blev straks anholdt og kørt direkte til politigården i Albertslund, hvor han har siddet i politiets varetægt indtil grundlovsforhøret mandag.

Efter straksdommen er manden sendt direkte i fængsel for at afsone sin dom.

Politi er ekstra opmærksomme lige nu

Københavns politi har i øjeblikket indført visitationszoner efter flere banderelaterede skudepisoder på det sidste. Derfor er man ekstra opmærksom på flere områder i og omkring hovedstaden.

- Det er politiets opfattelse, at han går sammen med de grupper, som er derude. Men det indgik ikke som selvstændigt element i dommen i dag, siger Martin Von Bülow om mandens relationer til bander:

- Man er ekstra opmærksom på alle i øjeblikket efter skudepisoderne. Derfor er der også særligt fokus på at finde våben i alle mulige hjørner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik