Mand fængslet efter fund af sprængstof

En psykisk syg mand er blevet fængslet, efter at politiet fandt sprængstof i hans lejlighed på Frederiksberg.

En psykisk syg mand i 50'erne er i et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet fængslet i 10 dage, efter at politiet lørdag morgen fandt sprængstof i hans lejlighed på Frederiksberg.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhøret in absentia - altså uden selv at være til stede.

- Han var ikke i en tilstand, hvor han kunne fremstilles, siger den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Emil Jensen.

Flere beboere blev evakueret, og dele af Jakob Dannefærds Vej på Frederiksberg blev afspærret, da politiet tidligt lørdag fandt sprængstof i mandens lejlighed.

I første omgang fandt politiet nogle gamle detonatorer, som kunne være sprængfarlige.

Da hærens ammunitionsryddere senere gennemgik lejligheden fandt man desuden noget sprængbart materiale.

- Det er en eller anden form for plastisk sprængstof, som vi har fundet en mindre klump af, men vi ved ikke, hvad det er, siger Emil Jensen.

- Det er af ældre dato og er noget, der har ligget i lejligheden i mange år. Det bliver fundet blandt 1000 andre ting i lejligheden, som fremstår meget rodet, siger han.

Ejeren af lejligheden er en psykisk syg mand i 50'erne, og derfor har politiet endnu ikke fået en forklaring på, hvorfor sprængstoffet var i lejligheden, og hvad det eventuelt skulle bruges til.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik