Mand er fængslet for vold efter skud med luftgevær

En 44-årig mand er lørdag i et grundlovsforhør blevet fængslet i fire uge for grov vold, efter at han fredag aften skød en bekendt med et luftgevær i Rødovre ved København.

I grundlovsforhøret fortalte den nu fængslede, at det var længere tids uoverensstemmelser mellem ham og den 41-årige bekendte, der kulminerede med skyderiet fredag aften.

- Han forklarede, at de sad sammen i haven til ejendommen, da de igen kom op at skændes. Det fik ham til at gå op i sin lejlighed og affyre luftgeværet mod den anden, fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Peter Grønbek.

Offeret rejste sig, men faldt omkuld i en have, hvorfra han ringede 112.

- Men vi kunne ikke finde ham, og der gik næsten en time, før det lykkedes at spore ham med hunde, siger vagtchefen til Ritzau.

Normalt er et skud med et luftgevær forholdsvist harmløst, når det bliver affyret på en vis afstand, men fredag aften var det tæt på at gå galt.

- Haglet trænger ind i ham og går gennem en lungespids, og så sivede blodet langsomt ind i den ene lunge, forklarer Peter Grønbek.

I grundlovsforhøret erkendte den 44-årige, at han havde skudt mod sin bekendte, men han var overrasket over konsekvensen.

- Han havde ikke regnet med, at et skud med et luftgevær kunne være så alvorligt, siger Peter Grønbek.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik