Mand efterlyses: Kastede bevidst fiskekrog i hånden af 6-årig

Nikolaj Pauli Hjorth var vidne til, at en 6-årig dreng blev ramt af et sildeforfang ombord på havnerundfarten M/S Viking.

Det kunne ifølge Nikolaj Pauli Hjort være endt langt værre end tilfældet var, hvis ikke han havde handlet så hurtigt og snarrådigt, som tilfældet var, da han fik klippet en fiskeline over.

For enden af fiskelinen sad et sildeforfang, der havde ramt en 6-årig dreng i hånden. Ifølge Nikolaj Pauli Hjort havde en fisker fra molen i Helsingør bevist kastet linen ud efter båden M/S Viking, der var på vej rundt om Kronborg med turister.

quote Der var en del fiskere på stranden, så mit håb er, at nogen kan identificere manden - så kan jeg politianmelde ham for at bringe andres førlighed i fare.

Nikolaj Pauli Hjort

På hjemmesiden fiskeavisen.dk bringer Nikolaj Pauli Hjort nu en efterlysning af den mand, der fredag eftermiddag lidt efter kl. 13 kastede snørren ud efter båden mens han på engelsk råbte, at man skulle sejle mindst 200 meter væk fra kajen.

- Krogen fra sildeforfanget gik ind i drengens hånd, og kun fordi der blev handlet hurtigt gik det ikke RIGTIGT galt, skriver Nikolaj Pauli Hjort om episoden og fortsætter:

- Jeg fik hurtigt viklet hans fletline rundt om en pullert på skibet, så krogene ikke ville flænse drengens hånd, når linen strammede op. Herefter fandt jeg en kniv og skar linen over.

TV 2 Lorry forsøger at komme i kontakt med Nikolaj Pauli Hjort, men overfor TV 2 Lorry bekræfer af ejeren af båden M/S Viking, Hans Hagerup, episoden.

quote Manden, der kastede snøren ud, er den mest ekstreme idiot, jeg nogensinde har oplevet. Vi lå endda længere ude, end man normalt kaster til.

Hans Hagerup, Ejer, M/S Viking

- Manden, der kastede snøren ud, er heldigvis den mest ekstreme idiot, jeg nogensinde har oplevet. Vi lå endda længere ude, end man normalt kaster til, siger han og tilføjer:

- Jeg fisker selv og støtter fiskeri så mange steder som overhovedet muligt, men det kræver, at folk viser lidt hensyn til skibene - især omkring havne og travle sejlruter. Jeg ønsker ikke at starte en krig mellem de to parter, og det er synd, hvis en enkelt idiot skal ødelægge det for en hel masse.

Nikolaj Pauli Hjort slutter sin efterlysning på fiskeavisen af med at fortælle, at drengen heldigvis er okay, og at de hurtigt fik hevet krogene ud af hans hånd.

- Der var en del fiskere på stranden, så mit håb er, at nogen kan identificere manden - så kan jeg politianmelde ham for at bringe andres førlighed i fare, skriver han.

Nikolaj kan kontaktes på nikolaj@teamsvinet.dk - Nordsjællands Politi på 49271448


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik