Mand dømt for kokainsalg via sms-ordre

En 38-årig mand har tilstået at have leveret og solgt narko i den såkaldte hvide bude-sag i København. Med en straf-rabat fik han fem års fængsel.

Den ene halvdel af de tiltalte i sagen om de såkaldte hvide bude, en 38-årig mand, er tirsdag blevet idømt fem års fængsel for at have leveret og solgt stoffer.

Det skete ved en retssag i Københavns Byret tirsdag. Inden dommen tilstod den 38-årige at have fungeret som chauffør, hvor han kørte ud til kunder og solgte kokain og ecstasy via sms-ordre - deraf sagens navn de hvide bude.

Ifølge den 38-åriges forklaring var det hans 28-årige medtiltalte, der fungerede som bagmand. Der var altså den 28-årige, som skaffede, vejede og pakkede stofferne i poser.

Den 38-årige og hans yngre sammensvorne var sammen tiltalt for i løbet af to måneder fra 15. oktober til 18. december sidste år at levere i alt godt et kilo kokain og knap 100 gram ecstasy til kunder i blandt andet København.

Den 28-årige var ikke til stede i retten. Han flygtede tilbage i foråret fra en psykiatrisk afdeling, og politiet har ikke været i stand til at finde ham.

Under retssagen forklarede den 38-årige, at kunderne sendte en sms til telefonnummeret 22910102 - som anklagemyndigheden kaldte salgstelefonen. Derefter leverede han den bestilte mængde narko på den angivne adresse.

Kunderne, som typisk købte et gram ad gangen, kunne vælge mellem to slags kvalitet af kokain, forklarede den 38-årige i retten.

Poser med en rød top kostede 1000 kroner per gram. Kokain af lidt ringere kvalitet var pakket i poser med grøn top og kostede 700 kroner per gram. Den 38-årige tjente så 125 kroner til sig selv per solgt gram.

Anklager Kristoffer Petersen fra Københavns Politi mente, at den 38-årige kom med en troværdig forklaring, og derfor fortsatte sagen som en tilståelsessag.

I sin afsluttende bemærkning i retssagen udtrykte den 38-årige anger.

- Jeg er ked af, at jeg har solgt det her, men nu har jeg trods alt tilstået, og nu må jeg tage min straf, sagde han i byretten, før domsmændene forlod retssalen.

Den 38-åriges tilståelse og hjælp til opklaring af sagen endte med at give

et halvt til et helt års straf-rabat ifølge dommeren, som idømte den 38-årige fem år bag tremmer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik