Mand såret af knivstik søgte tilflugt på vandpibecafé

På Amager blev to mænd stukket med kniv natten til søndag, da to grupperinger stødte sammen, Også i København NV blev en mand stukket med kniv.

Både på Amager og i Københavns Nordvestkvarter blev politiet tilkaldt efter knivstikkerier. Det skriver Ritzau.

På Amager var politiet massivt til stede for at afhøre vidner, efter to mænd blev stukket med kniv på Amagerbrogade.

- Den ene person er stukket i armen, mens den anden er stukket i låret, siger vagtchefen hos Københavns Politi Henrik Svejstrup til Ritzau.

Knivstikkeret fandt sted omkring klokken 00.45 natten til søndag, da to grupperinger stødte sammen på Amagerbrogade i nærheden af nummer 209.

Den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Jesper Beuschel oplyste tidligt søndag morgen morgen, at politiet har været massivt til stede i området efter knivstikkeriet.

Politiet har foreløbig anholdt én person.

- Vi har en idé om, hvem der er i den gruppe, der ankom til stedet. Og vi har også en fornemmelse af, at en del af de involverede er kendt af politiet, siger Jesper Beuschel.

De to sårede har begge været en tur forbi skadestuen, men de er sluppet med overfladiske stik, oplyser efterforskningslederen.

Politiet ved endnu ikke, om der er tale om én eller flere gerningsmænd.

Den sårede søgte tilflugt sammen med en hjælper på en vandpibecafé tæt ved gerningsstedet.

- Lidt over klokken 24.00 hører vi noget råb og noget tumult, og så er der en af de ansatte eller en af vores gæster, der ser en blødende mand komme hen mod caféen.

- Vi tager ham ind. Der opstår selvfølgeligt lidt panik inde på caféen og vi lukker den af. Vi hjælper ham, der bløder, og får tilkaldt politiet, siger Walid Saad, der ejer cafeen, til Ritzau.

Ifølge Walid Saad drejer det sig om omkring 12 personer, der var med til at udføre knivoverfaldet.

Mand såret i Nordvest

Også i Københavns Nordvestkvarter blev en mand lørdag aften såret af knivstik.

Manden blev stukket med en kniv foran adressen Frederikssundsvej 356 i det københavnske Nordvestkvarter.

Københavns Politi fik anmeldelsen klokken 23.17.

- Vi har endnu ingen oplysninger om gerningsmanden, men den forurettede er kørt på hospitalet. Heldigvis er der tale om overfladiske knivstik, så han er ikke i kritisk tilstand, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup til Ritzau.

Politiet har tidligt søndag morgen ikke mange oplysninger i sagen, men den centrale efterforskningsleder Jesper Beuschel oplyser, at det ikke tyder på, at episoden er banderelateret.

- Vi er ved at efterforske sagen og har nogle ting at se nærmere på, men vi kan ikke sige ret meget på nuværende tidspunkt, siger han.

Manden, der er blevet stukket ned, er ikke kendt af politiet.

De to sager har angiveligt ingen sammenhæng.

Artiklen er opdateret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik