Mand anholdt for at tæske 52-årig ihjel på herberg

Tirsdag aften anholdt politiet en 46-årig mand i København. Han sættes i forbindelse med overfald på herberg.

Københavns Politi har anholdt en 46-årig mand og sigtet ham for at have tæsket en 52-årig mand til døde, oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller.

- Den 46-årige blev anholdt først på aftenen tirsdag i Indre København, og han bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, lød det fra Jens Møller.

Han er siden onsdag ved et grundlovsforhør i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet i 13 dage, hvor han har erkendt sig skyldig.

Den 52-årige mistede livet mandag morgen på herberget Sundholm på Amager. Han blev fundet med svære skader, og i første omgang var man i tvivl om, hvorvidt der var sket en ulykke eller en forbrydelse. 

Undersøgelser viste dog, at manden var blevet slået og sparket.

Overfaldet skete omkring klokken 7 om morgenen, og derfor var der ingen vidner, der havde overværet det. Politiet meldte dog ud tirsdag, at der var videoovervågning fra gerningsstedet.

Jens Møller oplyser, at politiet på nuværende tidspunkt ikke ønsker at komme med yderligere oplysninger om sagen.

Det er ikke første gang, der er begået alvorlig kriminalitet på herberget. Tilbage i 2010 blev en 45-årig mand dræbt af knivstik.

I 2015 var en 36-årig mand tæt på at miste livet, efter at han blev snittet i halsen med en skarp genstand - formentlig en knust flaske. Manden mistede ved den lejlighed halvanden liter blod, men overlevede.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik