Knivstikkeriet fandt sted på værtshuset Ruder Konge i Roskilde.

40-årig sigtes for drabsforsøg efter knivstik i Roskilde

Den 40-årige mand, der mandag knivstak en 55-årig mand på et værtshus i Roskilde, bliver tirsdag sigtet for drabsforsøg.

En 55-årig mand fra Kirke-Såby var mandag aften i kritisk tilstand, efter han kort før klokken 13-tiden mandag blev stukket i maven på et værtshus i Skomagergade i Roskilde.

Tirsdag formiddag bliver den 40-årige mand, der formodentlig førte kniven, sigtet for forsøg på manddrab. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 Lorry.  

Den 40-årige mand er fra Roskilde og fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.

Den 55-årige mand mistede store mængder blod, da han blev knivstukket på værtshuset Ruder Konge.

- I aftes var hans tilstand kritisk, men meldingerne i dag er bedre. Efter al sandsynlighed så overlever han, men man ved jo aldrig, hvordan tingene udvikler sig, siger kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen til TV 2 Lorry.

Den 55-årige og den 40-årige er bekendte, og grunden til knivoverfaldet skal muligvis findes i et skænderi om et mindre pengebeløb, oplyser politiet.

- Vi har fået at vide, at det er et ganske, ganske lille beløb, som ikke i sig selv skulle kunne føre til noget så drastisk. Lige nu er det vores bedste bud, men efterforskningen er langt fra færdig endnu, siger Carsten Andersen til TV 2 Lorry.

Den 40-årig mand, der nu bliver sigtet for drabsforsøg, blev allerede klokken 13.08 anholdt af politiet i Store Højbrøndsstræde. 

Politiet har endnu ikke fundet den kniv, som man mener, den 40-årige brugte til at stikke den 55-årige med.