Malmø demonstrerer mod skyderier

Netværket Firsim i Malmø har lørdag planlagt en demonstration ved det busstoppested på Eriksfältsgatan i Nydalaområdet, hvor en 28-årig mand tirsdag aften blev skudt ned bagfra.

Manden, der blev alvorligt såret, blev opereret på Universitetssygehuset i Lund og slipper fra episoden med livet i behold.

Firsim er et multireligiøst samarbejdsorgan, der omfatter de fleste af Malmøs kristne, jødiske, muslimske, buddhistiske og hinduistiske forsamlinger og organisationer. Budskabet under demonstrationen er: "Tolerance og tryghed for alle. Indstil skydningerne".

Natten til lørdag forløb stille og rolig i Malmø efter endnu en mulig skudepisode fredag aften, oplyser politiet.

Alarmen gik klokken 19 om, at en cyklist med indvandrerbaggrund meldte, at han var blevet beskudt, men ikke ramt. Selv om hundepatruljer ikke fandt noget, betragter politiet mandens oplysninger som troværdige.

En anden skudepisode skal have fundet sted i Malmøs Augustenborgområde, men her har skuddene ikke været rette mod nogen, og ingen er ramt, skriver lokale medier.

Kriminaltekniske undersøgelser viser, at flere af skuddene i Malmø i det seneste år er affyret fra samme våben, en storkalibret pistol eller revolver.

Ifølge avisen Sydsvenskans kilde knytter de tekniske beviser den samme gerningsmand til mindst fem af 15 uforklarlige skudepisoder.

Fire politifolk fra Riksmordkommissionen er begyndt at arbejde i Malmø sammen med Skånepolisen. Også ni mand fra Rikskriminalens gerningsmandsprofilgruppe arbejder med skyderierne.

I alt arbejder 15 mand fra det svenske rigspoliti med efterforskning af skudepisoderne, og flere ventes om kort tid at komme til.

- Det er yderst alvorligt, at åbenlyst uskyldige personer bliver beskudt på offentlige steder. Vi forbereder os på at udstationere flere ressourcer, siger Anders Wretling, chef for Rikskriminalpolisens efterforskningssektion.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik