Maj Richter Petersen fremviser nogle af de tusindvis af tøjdyr, hun hvert år hækler til hospitalernes børneafdelinger. Foto: TV 2 Lorry

Maj har hæklet tusindvis af trøstemus til syge børn: Nu hædres hendes projekt

Projektet Trøstemus Danmark, hvor folk indsender hjemmehæklede tøjdyr til hospitalers børneafdelinger, hædres med en pris og 10.000 kroner.

Det startede som et projekt i Maj Richter Petersens dagligstue, hvorfra hun kunnne se det let genkendelige hospitalsbyggeri i Herlev.

Siden er tiltaget, hvor man hækler små tøjdyr forestillende mus - en såkaldt trøstemus - og indsender dem til hospitalers børneafdelinger, vokset markant, og i dag består Trøstemus-gruppen af næsten 12.000 medlemmer over hele landet.

- Når jeg først begynder på noget, så gør jeg det 100 %. Jeg fik hurtigt flettet hele familien ind i trøstemus-universet, og da mange af dem bor i Jylland, gik det pludselig rigtig stærkt, siger hun.

Nu har projektet fået yderligere rygvind.

Ejendomsmæglerkæden Home har nemlig hædret projektet med en pris og 10.000 kroner som led i uddelingen af homePrisen.

Artiklen fortsætter under videoen...

02:17

TV 2 Lorry besøgte Maj Richter Petersen i Herlev tilbage i marts måned. Foto: Julie Eleanor Andersen

Luk video

Læs også Flere og flere strikker og hækler i den gode sags tjeneste

- Trøstemusene skaber stor glæde hos børn, der hver dag kæmper med sygdom på landets hospitaler. Det er et projekt, der gør en forskel på flere niveauer. Lige fra de frivillige, der producerer de små mus, til hospitalspersonalet, der kan bruge dem som et positivt virkemiddel i hverdagen, til de børn der får stor glæde af at modtage dem. Et varmt projekt, som i den grad skaber livsglæde og fællesskab, siger Mikkel Braae-Andersen, marketing- og kommunikationschef i home a/s.

Projekt med vokseværk

I begyndelsen fokuserede projektet primært på at hækle trøstemus til børnene på Herlev Sygehus. Derfor oprettede Maj Richter Petersen en gruppe på facebook.

Det stod dog hurtigt klart, at efterspørgslen af tøjdyr var mere, end én ildsjæl fra Herlev kunne klare.

- I starten lå jeg vandret, jeg drømte faktisk om trøstemus. Men heldigvis er der mange dejlige ’musse-mødre’ der hver dag hjælper mig, siger hun.

En såkaldt 'mussemor' er en slags ambassadør for projektet. De har til opgave at indsamle, vaske og kvalitetstjekke tøjdyrene, inden de viderebringes til hospitalernes børneafdelinger.

Som stifter af Trøstemus Danmark er Maj Richter Petersen sågar blevet kontaktet af en organisation i udlandet, som gruppen fremover skal samarbejde med for at udbrede konceptetet.

Pengene fra homePrisen skal bruges til praktiske gøremål. Mussemødre skal have nogle af pengene til at dække nogle af de mange omkostninger, der er i forbindelse med produktionen af musene.

Læs også Det vælter ind med hjemmestrik: Hjertesyge babyer får futter på

  Foto: TV 2 Lorry