To mænd skyldige: Mishandlede hjemløs og kastede ham i kanal

En svensk mand afgik ved døden efter et groft overfald i en haveforening. Onsdag er to mænd kendt skyldige.

To unge mænd slog og sparkede en 47-årig svensk hjemløs mand i april sidste år, så han fik brud på et ribben samt blodansamlinger i hjernen. Efterfølgende kastede de ham i en nærliggende å, hvor han druknede.

Den grove dødsvold fandt sted i Haveforeningen Vennelyst i København. Onsdag morgen har Københavns Byret kendt en 21-årig og en 22-årig mand skyldige i dødsvolden, oplyser anklager Anders Larsson.

Desuden er de to mænd fundet skyldige i almindelig vold mod den 47-årige svenskers ven, som de også skal have smidt i åen. 

Retten fandt det dog ikke bevist, at de to unge kastede en sten i hovedet på vennen, og derfor er der kun tale om almindelig vold.

Den 22-årige er blevet idømt otte års fængsel, som er en fællesstraf, der også tæller de omkring 1000 dages fængsel, som han havde i reststraf. Hans 21-årige ven er blevet idømt seks års fængsel.

En 42-årig mand, der også var tiltalt for grov vold i sagen, blev derimod frifundet for alle forhold.

Foruden spark og slag førte de to unge mænd også en gren med torne 15 centimeter op i endetarmen på den svenske mand, så hans organer blev skadet. Efterfølgende kastede de ham altså i åen.

To mænd fængslet for kolonihavedrab. 

De to unge mænd har forklaret i retten, at de ikke mishandlede de to svenskere. Der var tale om et "almindeligt slagsmål", lød det.

De havde besøgt den ene mands far i hans kolonihavehus. Efter en hyggelig middag gik de to mænd mod Christiania for at ryge en joint, da de så de to svenskere. Her startede slåskampen. 

De følte sig angiveligt truet af den ene svensker, som ifølge dem var brudt ind i et kolonihavehus.

- Jeg løb hen til min far og sagde, at der var tyve i kolonihavehuset. Og så løb jeg tilbage til manden, der skubbede mig, så jeg væltede, forklarede den 22-årige.

- Manden løber væk, og jeg hører et plask. Han faldt nok i vandet, fordi han var fuld. Min far tog hans håndled, og vi hjalp ham op ad vandet, lød det.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik