Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Mænd mistænkt for drug-rape løsladt igen

To mænd beskyldes for voldtægt af kvinde, mens hun lå bedøvet i sin lejlighed på Nørrebro i København

To mand blev fredag anholdt for at have voldtaget en kvinde, som angiveligt var blevet bedøvet. De blev dog løsladt senere samme dag efter endt afhøring.
     
Kvinden mødte de to ved gadefesten Distortion, og kvinden tror, at hun har været udsat for en såkaldt drug-rape - altså at gerningsmændene først har bedøvet hende, oplyser politiet.
     
Tilsyneladende har begge mænd deltaget i overgrebet, siger efterforskningsleder Kenneth Damkjer.
     
Offeret er cirka 30 år og mændene er nogenlunde jævnaldrende. De er løsladt, men stadig sigtede i sagen, siger politiet.
     
Kvinden har sagt, at hun pludselig vågnede op i sin lejlighed på Nørrebro - og at den ene mand da lå oven på hende.
     
Efter anmeldelsen til politiet har hun været til undersøgelse på Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet.