Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix)

To mænd efterlyses for gaderøveri

En 30-årig mand blev truet med kniv til at udlevere sin rygsæk og mobil.

Onsdag den 20. september klokken 17.41 anmeldte en 30-årig mand, at han netop havde været udsat for gaderøveri.

Røveriet skete, da manden kom cyklende på Søndre Ringvej i Brøndby, og ung mand pludseligt råbte ham an.

Den unge mand blokerede herefter cykelstien, så manden blev nødt til at stoppe. Da manden standsede, tog den unge mand en kniv frem og truede manden til at udlevere sin rygsæk, skriver politiet i deres døgnrapport.

Læs også Ældre ægtepar udsat for groft hjemmerøveri

Manden gav gerningsmanden sin rygsæk og mobiltelefon, hvorefter gerningsmanden løb hen til en anden ung mand, som holdt klar på en knallert, hvorefter de kørte væk fra stedet. 

Gerningsmændene beskrives som:

A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 15-20 år, 170-180 cm. høj, almindelig af bygning, havde kort, brunt hår, en bred næse og mørke øjne. Han var iført en sort Fred Perry trøje og røde og grønne Nike-sko. 

B: Mand, 15-20 år, 170-180 cm. høj, almindelig af bygning med mørke øjne og kraftige øjenbryn. Han var iført en sort North Face fleecetrøje og sorte bukser. 

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske på telefon 43 86 14 48.

Læs også Seks unge mænd kendt skyldige i sag om gaderøverier