To mænd anholdt for 40.000 ecstasypiller

Københavns Politi har anholdt to udenlandske mænd for kokain og et større antal ecstasypiller.

Efter en uges intensiv efterforskning har Københavns Politi beslaglagt store narkofund på en række adresser i det indre København.

Der blev beslaglagt 0,5 kilo kokain og 40.741 ecstasypiller (11,5 kilo) samt 26.500 dollar svarende til omkring 155.000 kroner torsdag eftermiddag, oplyser afdelingen for Organiseret Kriminalitet.

Samtidig blev en 39-årig polsk mand og en 27-årig islandsk mand anholdt og sigtet for narkoen.

Kokainen og pengene blev fundet på det hotelværelse, hvor den 39-årige formodede hovedmand havde indlogeret sig efter sin ankomst Danmark sidste fredag.

Ecstasypillerne blev beslaglagt i en lejlighed, hvor den 27-årige islænding havde taget ophold. Begge de anholdte er officielt bosiddende i Island.

Samtidig med anholdelserne i København foretog Islands Politi anholdelse af en 26-årig islandsk mand, der tidligere torsdag var rejst med fly fra København til Reykjavik. Han blev anholdt ved ankomsten.

- Vi har kun efterforsket sagen i en uges tid, så vi er faktisk ret godt tilfredse med beslaglæggelserne og anholdelserne. Efterforskningen er foregået i et tæt og forbilledligt samarbejde med islandsk politi, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

De anholdte fremstilles fredag i Dommervagten med krav om varetægtsfængsling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik