Mæglerne giver op på stribe

En ud af 20 ejendomsmæglere har på landsplan lukket butikken inden for det seneste år, skriver DAGBLADET Køge.

Langt de fleste som følge af de store prisfald, der har ramt
boligmarkedet og på grund af det aktuelle markante fald i
antallet af solgte huse. Alene i området, der spænder fra Stevns
over Ringsted til Slagelse og sydpå, er salget af parcel- og
rækkehuse halveret i årets første kvartal i forhold til samme
periode sidste år.

Og sammenligner man med fjerde kvartal 2007,
ligger salget i januar, februar og marts i år kun på en
fjerdedel af salget dengang.

Antallet af boligbutikker på landsplan var før krisen oppe på
1500. Inden året er omme, ventes det at være nede omkring 1300.
Ifølge formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen
Winther-Petersen, er der dog ikke katastrofe-stemning.Endnu.

- Der har jo været tjent mange penge. Og gode penge. Og det er
jo ikke alle, der har brugt dem på store huse og Mercedeser. De
fleste sætter tæring efter næring, men hvis det her bliver ved,
kan pengene slippe op, siger Steen Winther-Petersen.- Nogle vil
lukke i god ro og orden.

Det kan være de lidt ældre, der går på
efterløn. Andre forlader simpelthen branchen, og nogle få går
konkurs, men indtil videre har der været færre konkurser, end vi
frygtede, siger Steen Winther-Petersen.

Han oplyser, at foreningen endnu ikke har tal for branchens
udvikling fordelt på landsdele. Han peger dog på flere forhold,
som foreløbig har holdt virkningen af krisen lidt på afstand:
Mæglernes salærer er steget, og behovet for sekretærer har i
forvejen været faldende i takt med teknologiens fremmarch, så
mange ejendomsmæglere selv klarer meget af det, der tidligere
var sekretær-opgaver.

Ejendomsmægler John Oppermann Wentzlau, home i Slagelse, er en
af dem, der har måttet indrette sig efter krisen.
Medarbejderstaben til tre butikker er reduceret fra 12 til 8.

- Og så har vi én på barsel, så der er ikke nogen, der må
blive syge. Jeg kan ikke skære mere, men vi kan køre sådan her,
så længe det er nødvendigt. De budgetter, jeg har lagt, ligger
40 procent under normalen, siger han.