Madmarked bliver tre gange større og får nyt navn

Copenhagen Street Food er fortid. Madmarkedet er ikke bare flyttet - både navn og koncept er nyt.

Mange var skeptiske, da Copenhagen Street Food for 3,5 år siden slog dørene op.

Kritikken blev dog gjort til skamme, og i 2017 lagde omkring 1,5 millioner mennesker vejen forbi det populære madmarked på Papirøen. 

Siden er området - efter planen - lukket, så de gamle fabriksbygninger kan omdannes til blandt andet kulturhus, svømmehal og boliger. 

Men folkene bag er i fuld gang med at gøre klar til at gentage succesen - bare ti minutters cykeltur længere ude ad havneløbet – og i større skala.

Det skriver MagasinetKBH.dk. 

Nyt koncept betyder nyt navn

Efter planen åbner man allerede til maj, og denne gang bliver det på et 10.000 kvadratmeter stort område. 

Madglade københavnere skal dog ikke lede efter "Copenhagen Street Food" på GPS'en. Navnet vil være ændret til det kortere og muligvis mere mundrette "Reffen". 

Og dét er der en særlig forklaring på, oplyser man til TV 2 Lorry. 

-  Det handler om forventningsafstemning. Det er samme hold, som står bag, men der er ikke tale om en decideret genplacering, selvom det har lydt sådan i medierne. Det er faktisk et nyt koncept, forklarer kommunikationsansvarlig Maja Tini Jensen. 

 
 
Foto: Reffen.dk

De gamle madboder er skiftet ud

Når Reffen åbner vil der både være plads til madboder og kreative værksteder indenfor og udendørs. Og det er helt nyt. 

- Det vil ikke være samme stadeholdere. Dem, som vi havde, er blevet flyveklar til at drive forretning på egen hånd. Tanken har hele tiden været, at vores sted skulle være en rugekasse for kommende restauratører. 

- Vi vil gerne give plads til nye iværksættere, som kan øge væksten indenfor den gastronomiske scene, siger Maja Tini Jensen. 

Denne gang er markedets lejekontrakt på 10 år, så sultne københavnerne skal ikke vente, at man river det nye byggeri ned foreløbigt. Man har netop løftet sløret for tegningerne over området, da man leder efter stadeholdere, der køber ind på konceptet. 

 
 
Foto: Reffen.dk

Plads til både markedsplads, madhal og events

Området bliver inddelt i forskellige zoner, fremgår det af en pressemeddelelse. 

I en 1.000 kvadratmeter stor hal skal der være både køkkener, spise- og siddepladser, som man kender det fra Papirøen. 

Udenfor finder man 'Markedspladsen' på 4.000 kvadratmeter, hvor der indrettes værksteder til produktion, udstilling og salg i en containerby. Der skal desuden være madcykler, mobile køkkener og barer. 

Endelig udgør 'Minefeltet' 5.000 kvadratmeter.

Det er et fællesareal til løbende events, kulturoplevelser og chill-out-område med liggestole langs kajen. 

Der skal være åbent i hallen hver dag året rundt, mens markedspladsen i vinterhalvåret nok nøjes med weekenderne. 

 
 
 
 

 

 
 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik