Madkoncept drejer nøglen om: Men producenter nægter at give op

Efter at Madsamling Danmark har annonceret, at der ikke er midler til at køre rundt længere, har flere små madproducenter valgt at tage over.

Som TV 2 Lorry kunne fortælle søndag, så lukker Madsamling Danmark deres koncept, hvor lokale producenter af kød og grøntsager kan afsætte deres varer i fysiske butikker, fordi der ikke længere er økonomi til, at det kan køre rundt.

Hidtil har folk kunnet bestille de lokale varer på nettet. Men selvom Madsamling Danmark drejer nøglen om, så nægter en hård kerne af madproducenter at give op. Nu fortsætter de for sig selv, fordi de tror på, at lokale råvarer er fremtiden.

En af dem er Anita Andersen, der er producent for Madsamling på Frederiksberg, hvor hun indtil nu har solgt sine produkter på udleveringsstedet ”Karmamann” på Frederiksberg.

Når stedet lukker den 19. oktober er Anita Andersen og andre madproducenter klar til at tage over.

- Vi er pt ti producenter, der fortsætter. Og vi laver alt lige fra mel, grøntsager, øl og honning som er høstet på Frederiksberg, siger hun til TV 2 Lorry.

Derudover producerer Anita Andersen og hendes mand kød og fjerkræ fra gården i Dianalund, hvor de har 55.000 kvadratmeter jord.

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

På gården har parret ikke en helt almindelig slags gris – det er nemlig en sortbroget landrace. En af de gamle racer, som smager rigtig godt, hvis den får lov at tøffe rundt ude i det fri.

- Det økologiske frilandskød er der rigtig stor efterspørgsel på, og det smager jo anderledes. Vi startede med en so og ni smågrise, og det var ikke svært at komme af med det kød, siger Anita Andersen, der i dag har en større bestand af grise, får, bier og fjerkræ – udover den store grøntsagshave.

Grise, får og fjerkræ. Anita Andersen og hendes mand har mange forskellige dyr.
Grise, får og fjerkræ. Anita Andersen og hendes mand har mange forskellige dyr.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Det unikke er, at alle vores dyr går frit og har masser af plads. Vi vil gerne så naturligt et liv for dyrene som overhovedet muligt, fordi det giver de bedste råvarer, når vi er færdige. Vi har høns, og når de får lov til at spise masser af insekter, masser af græs, og hvad de nu ellers kan finde ude i naturen, så kan man smage det på æggene, siger hun.

På onsdag er Anita Andersen igen klar med lokale råvarer, når hun kører dem fra gården og ind til udleveringsstedet på Frederiksberg Allé.  

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik