Madhuschef ansatte veninder

Direktør i Københavns Madhus har ansat en lang række af sine bekendte Københavns Madhus' direktør bliver nu mødt af anklager om, at hun har ansat sine venner. Nu bliver Københavns overborgmester bedt om en redegørelse i nepotisme-sagen. Det skriver B.T. lørdag.

Ni af de 31 fastansatte i Ritt Bjerregaards prestigeprojekt
med økologisk mad til skolebørn og ældre er blevet ansat af
direktør Anne-Birgitte Agger, selv om hun kendte dem i forvejen.
Hun har altså brugt millioner af skattekroner på at ansætte
bekendte i stillinger, som ingen andre har kunnet søge.
Det oplyser Københavns Madhus selv i et notat:
»Ud af madhusets 31 ansatte har Anne-Birgitte Agger derfor
haft arbejdsmæssige eller personlige relationer til nogle af
medarbejderne og samarbejdspartnerne, hvilket hun aldrig har
lagt skjul på,« skriver de.
Ifølge professor i forvaltningsret Carsten Henrichsen er
ansættelsen af direktørens bekendte sandsynligvis ulovlig.
- Det springende punkt er, at mange af stillingerne ikke har
været slået op. Mere kvalificerede ansøgere kunne jo have søgt.
Offentlige myndigheder er underlagt et generelt forbud mod
nepotisme, som der jo her er tale om, når man ansætter bekendte,
siger professor i forvaltningsret Carsten Henrichsen fra
Københavns Universitet til B.T.
Sagen bliver nu rejst som en regulær skandalesag i København.
- Det her stinker jo langt væk af nepotisme.
Så skarp er kritikken fra kulturborgmester Pia Allerslev, V,
efter hun har set Københavns Madhus' notat.
- Det er jo grotesk, at direktøren i Ritt Bjerregaard
prestigeprojekt ansætter folk, som hun kender. Og så er det
underordnet, om det er venner, familie eller folk, hun har
arbejdet med, siger Pia Allerslev, der kræver en skriftlig
redegørelse.
Allerslev forventer i øvrigt, at Ritt Bjerregaard (S) lever op
sin udtalelse til Berlingske Tidende i 2005, da hun fyrede
daværende teknik- og miljøborgmester Winnie Berndtson for at
have fået ansat sin kæreste med følgende ord:
- Sagen er uacceptabel og alvorlig. Vi kan selvfølgelig ikke
have, at man kan sidde og putte venner og familie ind på gode
stillinger.
Direktørens mange ansatte venner undrer i øvrigt Madhusets
bestyrelse.
Var I i bestyrelsen oplyst om, at direktøren havde ansat så
mange fra sin egen omgangskreds?
- Nej, det var vi ikke. Og det synes jeg egentlig, at vi burde
være blevet informeret om, siger bestyrelsesmedlem Lene
Sillasen, der er direktør i Københavns Kommunes
sundhedsforvaltning.
Ansættelsen af de mange fra direktørens omgangskreds kommer
oven i, at B.T. i sidste uge kunne skrive, at direktørens bror
Hans Henrik Agger er ansat til 60.000 kroner per måned.
Kontrakten er i dette tilfælde underskrevet af formanden efter
indstilling fra Københavns Madhus.
Formanden for Københavns Madhus erkender, at han ikke har
fortalt bestyrelsen om direktørens private venner:
- Men i Danmark er det altså almindeligt, at man bliver
rekrutteret via sit personlige netværk, siger Rasmus Kjeldahl
til B.T.