Madanmelder efter lukning af ikonisk restaurant: Markedet er mættet

Efter lukningen af Le sommelier i Bredgade, konkluderer kendt madanmelder, at markedet for mellemklasserestauranter i København er mættet.

Efter 20 års succes i Bredgade i København er restauranten Le Sommelier nu lukket.

Lukningen illustrerer ifølge den anerkendte madanmelder Søren Frank, at markedet for mellemklasserestauranter i København er mættet.

Overskrifterne på udviklingen i restaurationsbranchen har ellers været enslydende i flere år nu; flere restauranter, større omsætning, flere ansatte.

Og årsagen til et mættet København skal ifølge Søren Frank netop findes i den udvikling:

- Folk er bare blevet ved med at åbne restauranter, fordi der tilsyneladende har været plads til uendeligt mange og der tilsyneladende har været uendeligt mange der gider at gå ud at spise. Det er der selvfølgelig ikke, selvfølgelig er der en grænse og den ser ud til at være nået nu, siger Søren Frank, madanmelder hos Berlingske og forfatter.

Kæmpe boom i nyåbnede spisesteder giver hård konkurrence

Siden 2012 er det totale antal af restauranter i Region Hovedstaden steget med knap 20 procent, viser de nyeste tal fra Horesta, så der nu er over 6000 restauranter i området.

- Vi ser en udvikling, hvor der kommer rigtig mange nye restauranter til, og så ser vi selvfølgelig også, som et led i den udvikling, restauranter der lukker løbende, siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i Horesta, til TV 2 Lorry. 

Det er Copenhagen Concepts, der står bag både Le Sommelier, Umami og MASH. Her fortæller adminstrerende direktør Jesper Boelskifte ligeledes, at markedet var et andet, da han var med til at åbne Le Sommelier tilbage i 1997.

- Det var en branche hvor der var ganske få spillere og meget lidt innovation. Nu er situationen den modsatte. Det er et kosmopolitisk og kæmpe, kæmpe marked, som alle vil være en del af, både fra ind og udland, siger Jesper Boelskifte til TV 2 Lorry.

Virksomheder fortsætter med MASH

Copenhagen Concepts har valgt at lukke både Le Sommelier og Umami.

I deres pressemeddelelse begrundede de beslutningen med, at der ikke var nok gæster til de to restauranter, og at virksomheden derfor skulle strømlines med fokus på MASH.

- Der er ingen tvivl om, at vi er nået et mætningsniveau i antallet af restauranter i byen. Der er rigeligt med stole, men gæsterne - kunderne i forretningerne - er absolut stadig til stede og i større og større udstrækning, siger Jesper Boelskifte.

Hos arbejdsgiverforeningen Horesta er de naturligvis anderledes positive overfor tanken om flere restauranter og dømmer ikke sådan lige markedet for mættet.

- Jeg tror ikke vi har nået et decideret mætningspunkt, men det er rigtigt, at der ER rigtig mange restauranter i København i dag og konkurrencen er benhård, siger Katia K. Østergaard.

Disse spisesteder overlever

Søren Frank betegner konkurrencesituationen i København lige nu som et "udskillelses-løb", hvor nyhedsværdien er et væsentlig tiltrækningsparameter, og hvor gæsterne er kræsne dommere.

Samtidigt ser han også en tendens i de typer af restauranter som overlever "løbet":

- Det er enten dem, som har et super skarpt og gennemarbejdet koncept. Det er dem, som har en fantastisk beliggenhed, som for eksempel i de nye tårne, der er blevet bygget i byen. Og så er det dem, der har en virkelig stærk kok og vært, som er tilstede i restauranten, og endelig er det de større koncerner, som jo har samdriftsfordelene, siger Søren Frank.

Selvom Copenhagen Concepts nu lukker Le Sommelier og Umami, så har de stadig ni MASH restauranter i ind- og udland, med en tiende på vej til Frederiksberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik