Målvarm FC Nordsjælland-angriber træt af anden halvleg

FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen er skuffet over indsatsen i anden halvleg i 1-3-nederlaget til AGF

Der er en verden til forskel på, hvordan spidsangriberne hos AGF og FC Nordsjælland har brugt fodboldens landskampspause.

Mens Morten "Duncan" Rasmussen og resten af AGF-holdet har været på en udviklingstur på et sejlskib med B.S Christiansen, har FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen spillet to kampe for det danske U21-landshold, hvor han lavede tre mål.

Det var da også den brandvarme angriber, der kom på tavlen først i mandagens kamp. Til gengæld lavede Morten "Duncan" Rasmussen to mål for AGF, som vandt.

Det skyldes en dårlig indgang på anden halvleg, mener Marcus Ingvartsen.

- Vi havde godt styr på det i slutningen af første halvleg. Men vi kom ud til anden halvleg på en helt forkert måde. Det startede fint de første par minutter, men så fik de deres første chance og fire-fem hjørnespark i træk, og så havde de overtaget, siger Marcus Ingvartsen til Ritzau efter kampen i Aarhus.

Han og resten af FCN-holdet overlod overraskende meget af spillet til hjemmeholdet, der skabte en del chancer i kampens indledning, men efter pausen var det som om, kræfterne slap op hos gæsterne.

Og så fordampede den føring, som Ingvartsen havde givet gæsterne efter et oplæg fra angrebskollegaen Ernest Asante.

- Vores plan var at spille som i første halvleg. Der var god plads i mellemrummet, og især på omstillinger havde vi gode chancer. Ernest Asante har en helt vanvittig speed, så når vi vendte i mellemrummet, kunne man lægge den ned i rummet.

- Det lykkedes et par gange i første halvleg, men slet ikke efter pausen. Det er ikke sådan vi skal spille, siger Marcus Ingvartsen.

Han kunne dog på et personligt plan glæde sig over sit fjerde sæsonmål.

- Jeg kommer i bedre og bedre form. Jeg har fundet skarpheden og kan spille 90 minutter hver gang. Jeg føler mig godt tilpas og er ovenpå efter en længere periode ude, siger han efter kampen.

FC Nordsjælland har med nederlaget seks point op til AC Horsens på sjettepladsen, så der skal en sejr til i næste rundes hjemmekamp mod Sønderjyske, hvis FCN skal blande sig i topstriden.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik