Lystfisker-erhverv truet af stop for torskefiskeri

Der er lagt op til en stærk begrænsning af torskefiskeriet i Øresund næste år. Det vil få store konsekvenser for dem, der lever af det, lyder kritikken.

Ejerne af de skibe, der tager lystfiskere på dagsture på Øresund, føler sig stærkt truet på deres levebrød.

Ifølge et nyt forslag fra EU-Kommissionen, som skal behandles på mandag, er der nemlig lagt op til en stærk reduktion af torskefiskeriet. Blandt andet må der ikke fiskes torsk i februar og marts måned.

For virksomheden Elida Fishing, der råder over tre skibe i Helsingør og et i Rungsted, vil det ramme hårdt, lyder det fra souschef Carsten Fisk Nielsen.

- Det er en katastrofe, siger han til TV 2 Lorry. 

- I februar og marts er det lige præcis torskene lystfiskerne går efter. Folk valfarter hertil fra Tyskland og andre lande. For modsat Østersøen er her masser af torsk, siger han. 

Carsten Fisk Nielsen får delvis opbakning fra Socialdemokraten Ole Christensen, der er medlem af Europarlamentets fiskeriudvalg. 

For selv om Ole Christensen ikke mener, at det ligefrem vælter rundt med torsk i Øresund, så mener også han, at forslaget fra EU-Kommissionen er for vidtrækkende.

quote Frem for at man så bombastisk splitter et helt fiskerierhverv ad ved at reducere torskefiskeriet med 88 procent, kunne man godt nøjes med en mindre reduktion.

Ole Christensen, Medlem af Europa-Parlamentet

- Det vil få utroligt store konsekvenser, hvis det her bliver gennemført. Frem for at man så bombastisk splitter et helt fiskerierhverv ad ved at reducere torskefiskeriet med 88 procent, kunne man godt nøjes med en mindre reduktion. For eksempel 10-20 procent, siger han.

Ole Christensen håber, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kan få held til at påvirke beslutningen.

Fra Esben Lunde Larsen lyder det onsdag sådan her:

- Jeg vil kæmpe for en mindre drastisk reduktion af kvoten på torsk i den vestlige Østersø, end den som EU-kommissionen lægger op til. Vi skal have et bæredygtigt fiskeri i Østersøen, men vi er nødt til at finde en balance, som sikrer både erhverv og torskebestanden, og Kommissionens udspil er i hvert fald ikke økonomisk bæredygtigt for fiskerne.

quote Kommissionens udspil er i hvert fald ikke økonomisk bæredygtigt for fiskerne

Esben Lunde Larsen, Miljø- og Fødevareminister

Derfor vil Esben Lunde Larsen arbejde for en trinvis nedgang, hvor kvoten for torsk reduceres med 20 procent til næste år, i stedet for at reducere den drastisk fra et år til et andet. Derefter kan man ifølge ministeren tage den resterende reduktion for at nå et bæredygtigt niveau i 2018.

Men Esben Lunde Larsen erkender, at han er oppe imod hårde kræfter:

- Jeg er nødt til at sige, at forhandlingssituationen er svær. Vores eneste allierede i denne sag er Tyskland. Stort set alle øvrige lande, herunder Sverige, vil reducere kvoten for torsk i det vestlige område i størrelsesordner omkring det, som Kommissionen lægger op til, det vil sige 88 procent.

Heller ikke Carsten Fisk Nielsen fra Elida Fishing er optimist i forhold til at det lykkes at bevare en større fiskekvote:

- Jeg har har en dårlig mavefornemmelse, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik