Lys idé eller lumpent trick? To sider af samme valgplakat

Plakater, der kommer for tidligt op. Plakater der deles af EU- og Folketingskandidater. Og nu plakater med en vigtig bagside - kreativiteten stiger.

"Europa - Det kan noget. X ved B".

Sådan står der med store tuschmalede blokbogstaver på en valgplakat, der hænger nær Københavns Rådhus. Eller rettere - det er to valgplakater, der er sat tæt sammen mod hinanden på en lygtepæl. Dermed kan man - næsten - ikke se, deres bagside.

Men hvis man kigger godt efter, så kan man se, at bagsiden er en plakat med folketingskandidaten Samira Nawa, der stiller op for Radikale Venstre.

- Det er jo genbrug. Tanken er, at fra i går klokken 12 hængte vi plakater op til Europaparlaments-valget. det har jeg gjort med et Europabudskab, og så er der et foto af mig på bagsiden, så de kan genbruges, når der kommer et folketingsvalg. Og det gør der jo snart, siger Samira Nawa til TV 2 Lorry.

På den måde har du vel også fået sikret dig nogle af de gode lygtepæle?

- Der er jo kamp om dem. Se bare, hvordan det er på Dronning Louises Bro - og det er det Morten Helveg Petersen, der har vundet slaget, siger hun.

Samira Nawa har selv skevet EU-budskaber på en tredjedel af sine plakater. Resten har hun fået hjælp til.

- Men vi er slet ikke færdige med at hænge op endnu.

Har du mange?

- Jeg har nok.

Det er fjerde gang, hun fører valgkamp. Hun har tidligere forsøgt sig ved et kommunalvalg, og så de to sidste valg til henholdsvis Europa-parlament og Folketing.

- Tidligere har jeg klistret mit billede oven på gamle valgplakater, vi havde. Jeg har altid været kreativ, forklarer hun.

Hver gang plakaterne kommer op, lyder der kritiske røster: De er grimme. De er ressourcebelastende, og de nytter ikke.

Men Samira Nawa hænger plakater op alligevel.

- Jeg er en grøn og miljøbevidst kandidat. Men her tør jeg ikke andet. Det er da klart, at Mette Frederiksen eller Lars Løkke kunne klare sig uden. Men det kan jeg ikke, konstaterer hun.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik