Arkivfoto fra et førstehjælpskursus. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Scanpix & Ritzau

Har du også glemt det? Sådan giver du førstehjælp

Trænger du også til at få genopfrisket, hvordan man yder førstehjælp. Så får du her en guide.

Aflåst sideleje, hjertemassage og mund-til-mund.

De øvelser kender de fleste til, som har deltaget i et førstehjælpskursus. Men det er langtfra alle, der har været på sådan et kursus, og for dem, der har, kan det måske knibe en anelse med hukommelsen.

Derfor har vi med hjælp fra Falck og Trygfonden samlet en kort gennemgang af livreddende førstehjælp for voksne - også kaldet hjerte- lunge-redning.

Sådan gør du trin for trin:

1. Er personen bevidstløs?

Sørg først for, at der ikke er fare for din egen, omkringstående personers og den tilskadekomnes sikkerhed. Begynd herefter at undersøge den tilskadekomne.

Undersøg om den tilskadekomne er ved bevidsthed. Tag fat i personens skuldre og rusk forsigtigt. Tal højt eller råb til personen. Reagerer han ikke, er han bevidstløs. Råb om hjælp. Læg personen på ryggen.

2. Er der frie luftveje?

Hvis personen er bevidstløs, kan tungen falde tilbage og lukke luftvejene. Bøj hovedet let tilbage og løft hagen op, så tungen løftes væk fra bagvægge af svælget. Se om brystkassen hæver og sænker sig. Føl, om der er åndedræt mod din kind. Lyt efter vejrtrækning.

3. Er der IKKE normal vejrtrækning?

Hvis du er alene, skal du straks ringe 1-1-2 og slå alarm. Hvis der er andre på ulykkesstedet, så bed dem om at ringe. Bevar roen, svar klart og tydeligt på spørgsmålene fra 1-1-2. Slå evt. telefonens højttalerfunktion til og lyt til vagtcentralen, der guider dig igennem hele forløbet, indtil professionel hjælp tager over.

4. Giv hjertemassage og kunstigt åndedræt

Hjertemassage*

Når du skal give hjertemassage, skal den tilskadekomne ligge fladt på ryggen på et hårdt underlag. Du skal trykke midt på brystkassen. Det vil pumpe blodet rundt i kroppen. 

Placer din ene håndrod midt på brystkassen. Placer den anden hånd ovenpå og flet fingrene. Stræk armene. Giv hjertemassage - tryk 30 gange. Brystbenet skal trykke 5-6 cm ned hver gang. Slip trykket helt uden at miste kontakten mellem hånden og brystkassen. Tempoet skal svare til 100 - 120 tryk i minuttet. 

Hvis I er to hjælpere, skal den ene fortsætte med hjertelungeredningen, mens hjertestarteren tændes og elektroderne påsættes.

Hvis du er i nærheden af en hjertestarter, vil vagtcentralen bede dig hente den. Hvis du er alene, må du forlade den tilskadekomne og hente hjertestarteren selv - men KUN hvis hjertestarteren er så tæt på, at du kan se den. Her kan du se et kort over, hvor du finder den nærmeste hjertestarter.

Kombineret hjertemassage og kunstigt åndedræt

Efter 30 tryk på brystkassen skal du give kunstigt åndedræt. Skab frie luftveje ved at bøje den tilskadekomnes hoved let tilbage og løft kæben op. 

Hold personens næse lukket ved at trykke næsens bløde del sammen med tommel og pegefinger. Løft kæben op. Tag en normal indånding og blæs luft ind i munden, til brystkassen hæver sig.

Blæs igen, når brystkassen har sænket sig for at opnå to effektive indblæsninger.
Giv kombineret hjertemassage og kunstigt åndedræt (hjertelungeredning) i forholdet 30 tryk og 2 indblæsninger.

Fortsæt uden pauser indtil professionel hjælp overtager.

5. Hvis der er normal vejrtrækning, skal du lægge personen i sideleje

Du skal lægge en bevidstløs person, der trækker vejret normalt i sideleje. Her får du en kort gennemgang af, hvordan du lægger en person i stabilt sideleje.

Sådan gør du:

  • Knæl ved siden af den tilskadekomne
  • Læg personens arm, den nærmest dig, vinkelret ud for kroppen, med albuen bøjet og håndfladen opad
  • Træk den fjerneste arm hen over brystet, og hold bagsiden af hånden mod personens kind
  • Tag fat om det fjerneste ben lige over knæet med den anden hånd. Træk det op, hold foden på jorden
  • Hold hånden presset mod kinden, træk i det fjerneste ben, og rul personen over mod dig
  • Justér benet, så både hofte og knæ er bøjede
  • Vip hovedet tilbage for at sikre, at luftvejene forbliver åbne
  • Justér hånden under hals og kæbe, hvis det er nødvendigt, for at holde hovedet vippet og bagud, så du kan sikre frie luftveje

Nedenfor kan du se en video af, hvordan man lægger en person i aflåst sideleje.

I videoen nedenfor kan du blive klogere på, hvordan du yder førstehjælp til børn. 

Kilde: Trygfonden.dk og Falck.dk