Lyngby Stadion Foto: TV2/Lorry

Lyngby missede andenpladsen

Lyngby var ikke i stand til at vinde kampen mod Hobro og er stadig placeret på tredjepladsen i 1. division

Hobro har længe haft solid kurs mod Superligaen, men klubben er blevet overhalet af Silkeborg og kunne søndag også sætte andenpladsen over styr ude mod Lyngby.

I søndagens nøglekamp i den næstbedste danske fodboldrække kunne Lyngby overhale Hobro med en hjemmesejr, og den var tæt på at blive leveret.

Men Hobro fik udlignet til slutresultatet 1-1 i det 88. minut på et kludemål af angriberen Mads Hvilsom, som fik sparket bolden ind på sig, så den efterfølgende strøg i mål.

Inden udligningen lignede Lyngby en vinder af kampen, da sjællænderne var foran i et godt stykke tid i anden halvleg.

Lyngby-spilleren Lasse Fosgaard indtog regissørens rolle, da han efter en time fandt angriberen Patrick Mortensen, som med sit ligamål nummer 21 i sæsonen bragte hjemmeholdet på 1-0.

Hobros forsvarsspiller Anders Egholm modtog sit andet gule kort i overtiden og fik marchordre, men det fik ikke betydningen for resultatet.

Lyngby må ærgre sig over flere brændte chancer, der kunne have lukket kampen. Frederik Gytkjær misbrugte blandt andet en kæmpe chance et kvarter før tid, da Patrick Mortensen havde serveret bolden for ham på smukkeste vis.

Lyngby har 54 point på tredjepladsen, mens Hobro på andenpladsen har 56 point. Silkeborg fører rækken med 58 point for en kamp færre. Der resterer tre spillerunder for Lyngby og Hobro.