Lyn og torden giver mange skader i hjemmet

Hede sommerdage giver nætter med lyn og torden. Forsikringsselskab advarer mod mange lynskader.

Vejrudsigten står på hede dage med høj sol, men samtidig tropenætter med lyn og torden. Det sidste ærgrer forsikringsselskaberne, som hvert år har mange lynskader.

Forsikringsselskabet Topdanmark har over 1000 lynskader hvert år, siger selskabets skadedirektør, Ole P. Rasmussen.

- Lynnedslagene giver kortslutninger, og stort set alt, som har været tilsluttet el-nettet, kan gå i stykker, siger Ole P. Rasmussen i en pressemeddelelse.

Det går typisk ud over tv, computere og dvd-afspillere, når lynet slår ned i et hus, men det kan også ramme hårde hvidevarer, hvis ledningsnettet tager skade.

Topdanmark melder om en stigning i antallet af lynskader på 123 procent fra 2008 til 2009, men det er svært at tale om tendenser, når det handler om lynnedslag.

- Hyppigheden af lynnedslagene varierer meget fra år til år, og det er helt umuligt at spå om, hvorvidt denne sæson byder på lige så mange skader. Men derfor bør man altid tage sine forholdsregler, siger Ole P. Rasmussen.

Topdanmark anbefaler, at man slukker sine elektroniske apparater under uvejret, ligesom det er en god idé at anskaffe sig et HPFI-relæ, som ikke frakobler strømmen så let som de gamle HFI-relæer, når lynet slår ned i nabolaget.

- Det betyder, at man sjældnere risikerer at komme hjem til et hus, hvor fx fryseren har været uden strøm i et stykke tid, og maden er rådnet, siger Ole P. Rasmussen.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) registreres ca. 85 procent af det samlede antal lynnedslag over et år i sommermånederne juni, juli og august.

/ritzau/