Lydløst og grønt: Patienter bliver hentet i elbiler

Region Hovedstaden har sendt ti spritnye og miljøvenlige elbiler på gaden som skal fragte patienter til og fra hospitalet.

Èn af de nye elbiler som fragter patienter til og fra hospitalet i Region Hovedstaden Foto: Falck

Når patienter lige nu i Region Hovedstaden bliver kørt til og fra hospitalet, er det næsten lydløst og i en bil, som ikke skader miljøet. Nyeste tal fra Akutberedskabet viser nemlig at over 2000 gange om måneden kører rød/hvide Falckbiler afsted med patienter, fordi man har skiftet samtlige dieselbiler ud med CO2 venlig transport.

Region Hovedstaden har ti elbiler til rådighed, og det er ikke kun miljøet som bilerne gavner. Også de hyggelige samtaler mellem patienter og chauffør er blevet meget nemmere i de grønne biler.

- Før var der så meget støj i kabinen, at dem på bagsædet ikke kunne høre, hvad chaufføren sagde. Nu er det nemmere at tale sammen under køreturen, siger Helene Helligsøe, chauffør for Falck.

John Fløng på 84 år hjælpes ind i den nye lydløse og klimavenlige elmodel af Helene Helligsøe, som er chauffør for Falck. Foto: Region Hovedstadens Akutberedskab

Det nye tiltag med CO2 venlige biler svarer til fem procent af regionens ture med siddende patienttransport, og hos Region Hovedstaden er man klar til at tage flere grønne skridt for at fremme den klimavenlige omstilling i sundhedsvæsnet.

- Eksemplet med patienttransport med elbiler viser, hvordan forholdsvis små, men visionære tiltag, kan være med til at rykke store beslutninger frem i tiden. En efterspørgsel på ti elbiler til siddende patienttransport, har været med til at skubbe Falck i en mere miljørigtig retning, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), Regionsformand i Region Hovedstaden.

De gamle patienttransportbiler fra Falck som med tiden skal skiftes ud til de nye elbiler. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

 

Fakta om de nye elbiler i Region Hovedstaden

  • Elbilerne er af mærket Nissan e-NV200 Evalia
  • Bilerne kan rumme fire passagerer og en chauffør
  • Batteriet i elbilerne kan max. klare 300 km. hvorfor bilerne primært kører i Københavns centrum og omegn
  • Falck som står for driften forventer flere elbiler i sin globale flåde af køretøjer
  • Falck har testet om elbilerne kan bruges til ambulancekørsel
  • Bilerne er alle udstyret med hjertestarter

Region Hovedstaden vil være grønne

Region Hovedstaden arbejder i øjeblikket meget på at stille klimavenlige krav i udbud, og ved seneste udbud har Regionsrådet besluttet, at mulighederne for mere miljørigtig transport, som elbiler skal fremmes. Det glæder også patienterne i de bæredygtige biler.

- Det betyder alt for mig, at det er en grøn og bæredygtig bil. Vi har forbrugt alt for meget CO2. jeg synes det er en rigtig god ide, at der er skiftet til elbiler, siger 84-årige John Fløng, som to gange ugentligt kører med de nye elbiler.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik