Lydbogs-succes dyr for biblioteker

Bibliotekernes succes med digitale lydbøger har været så overvældende, at den truer bibliotekernes økonomi.

Derfor ser Københavns Kommunes Biblioteker ingen anden udvej
end at sætte kvoter på de såkaldte downlaan, der koster
biblioteket 37 kroner hver gang.
- Det er vanvittigt dyrt. Vi havde sat et par hundredetusinde
af, men det har kostet os meget mere. Et slag på tasken har det
været fire gange dyrere end forventet, siger projektleder
Susanne Buus-Pedersen fra Københavns Biblioteker.
På siden netlydbog.dk kan man gratis downlaane eller streame
lydbøger. Siden blev lanceret i slutningen april, og siden da er
der blevet downloadet omkring 60.000 bøger, fortæller Susanne
Buus-Pedersen. Brugerne kan vælge mellem 297 titler i
øjeblikket, og de seneste par måneder downloades 10.000 om
måneden.
Endnu er ikke alle landets biblioteker med, men ordningen
tæller 70 ud af 98 kommuner og flere er på venteliste til at
være med. derfor forventer Susanne Buus-Pedersen også, at
succesen for netlydbøger vil vare ved og sandsynligvis tage
til.
- Vi kan slet ikke håndtere det på sigt med de priser. Og de
små biblioteker er bange for, hvordan de skal styre deres
budgetter, forklarer hun.
Derfor har København sat en kvote på to bøger om måneden per
låner, og Susanne Buus Pedersen forventer, at mange andre
biblioteker vil gøre det samme.En anden mulighed er at overvåge
udlånet elektronisk, så man kun vil kunne downlaane bøger, så
længe antallet af bøger ikke overskrider et beløb fastsat af
bibliotekerne.
Det kan betyde, at der kan være lukket for downlaan fra den
20. i hver måned, men Susanne Buus-Pedersen tror ikke, at nogle
biblioteker vil vælge den mulighed. Men på sigt håber hun, at
forlagene vil sætte prisen ned.
- Eller bliver det et voldsomt problem. Det er den gamle
diskussion, om bibliotekerne umuliggør et salg ved udlån eller
om vi er et salgsvindue for forlagene. Jeg håber de snart vil
indse det sidste, siger Susanne Buus-Pedersen.
Redaktionschef hos Gyldendal Cliff Hansen understreger da
også, at bibliotekerne ved ordningen tager en del af salget.
Derfor vil Gyldendal ikke bare sænke prisen.
- Vi er villige til at se på alle aspekter af samarbejdet. Men
jeg vil ikke sige, at vi sænker priserne. Der er tale om en
forhandling, siger Cliff Hansen til dr.dk/nyheder.
For nylig fik bibliotekerne sat prisen ned på de fysiske
lydbøger, som de tidligere betalte mere end 1.000 kroner for
stykket. De koster nu bibliotekerne 400 kroner eller mindre.
Netlydbog har indtil nu været kørt som en forsøgsordning, men 1.
januar skal det køre af sig selv. Dog har projektet fået en
overgangsfase på tre måneder.
- Vi har en aftale med forlagene til 1. april. Derefter håber
jeg, at vi kan genforhandle, så prisen kan komme ned på et mere
rimeligt leje.
Mens netlydbog har kørt som projekt har det modtaget støtte
fra Styrelsen for Bibliotek og Medier, men det tilskud
forsvinder 1. januar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik