Lumskebuksen snører lokumssniffere

Cykelolie skal skræmme coke-næser væk.

Du bruger den formentlig til at smøre din cykelkæde eller fikse knirkende døre. Men på værtshuset Lumskebuksen på Østerbro, der er populært blandt FCK-fans, er smøremidlet WD-40 det nyeste våben i kampen mod narko.

Værtshusets toiletter er nemlig et yndet sted for gæster, der skal bruge narkovenlige overflader at sniffe på.

Men det bryder ejeren og de andre gæster sig ikke om, og derfor er værtshuset begyndt at spraye overfladerne med smøremidlet.

- Efter den sidste FCK-kamp fandt jeg på det. For gæsterne, der ikke tager stoffer, de bliver usikre, siger ejeren af Lumskebuksen, Gitte Dessideriussen, til Politiken. 

Hun har hængt skilte op på toiletdørene for at advare fixerne om olien. Den ødelægger nemlig stofferne. Men nogle er ligeglade, og efter noget tid er olien tørret væk.

Nu vil Gitte Dessideriussen hyre peronale, hun kalder lummertissekoner, til at holde toiletoverfladerne olieret på værtshusets mest populære dage. 

Hun håber dog, at nogen opfinder et mere vedholdende, der holder længere end det klassiske smøremiddel. 

- Noget gummiagtigt, der suger stofferne op. Den, der gør det, bliver millionær, siger hun.