Luksushotel i fredet ølkælder skal lokke flere til Carlsberg Byen

Foto: Brøchner Hotels

Carlsberg Byen får i 2019 et splinternyt luksushotel, der skal lokke gæster til bydelen.

Om få år kan man ikke bare nyde Carlsberg Byens historiske ydre. Man kan rent faktisk overnatte i bydelen. 

Hvor mange turister foretrækker et billigt hotel på Vesterbro, kommer Carlsberg Byen i 2019 til at byde på et luksushotel, som hotel-kæden Brøchner Hotels står bag. 

I vores øjne er Carlsberg Byen et af de mest unikke områder i København. Vi tror på, at det på sigt vil udvikle sig til at blive et selvstændigt bykvarter, der fremover vil trække endnu flere besøgende til.

Karim Nielsen, administrerende direktør for Brøchner Hotels

Industribygningerne, Maltmagasinet og den fredede Lagerkælder 3 med de ikoniske guldskiver på facaden skal huse de 156 hotelværelser, som hotellet kommer til at bestå af.

Luksushotellet får navnet Hotel Ottilia opkaldt efter brygger Carl Jacobsens kone. 

Opførslen af hotellet vil ikke betyde, at det gamle industriområde skal laves helt om. Nej, tværtimod vil man lade kornsiloer, maltlagre og maskiner indgå i hotellets indretning.

Hotel trækker gæster til Carlsberg Byen

- Vi driver anderledes hoteller med omtanke, hvor den unikke oplevelse er i centrum, og i vores øjne er
Carlsberg Byen et af de mest unikke områder i København, siger Karim Nielsen, administrerende direktør for Brøchner Hotels.

Hotellet vil tiltrække en masse besøgende til glæde for hele kvarteret.

Administrerende direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus

- Vi tror på, at det på sigt vil udvikle sig til at blive et selvstændigt bykvarter, der fremover vil trække endnu flere besøgende til, og vi ser frem til at være en del af den udvikling, siger han.

Hos Carlsberg Byen mener man, at netop et hotel kan være med til at booste den nye bydel. 

- Hotellet vil tiltrække en masse besøgende til glæde for hele kvarteret. Vi ser nu frem til at indgå forhandlinger med den rette investor om overtagelse af bygningerne, så dette unikke projekt kan realiseres”, siger administrerende direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus. 

Hotel Ottilia

Hotellet får to barer, en restaurant med tagterrasse, der byder på udsigt udover København og faciliteter til 200 møde- og konferencegæster.
Derudover får hotellet 156 værelser. 
Hotellet bliver klassificeret som et 4+-stjernet hotel.

Sådan kommer restauranten i det nye hotel til at se ud. Foto: Brøchner Hotels