Lukning af Kystbanen skaber bekymring om kaos

Der vil blive tættere trafik i området omkring Rungsted Kyst, når Kystbanen denne sommer ender her.

Ni millioner pendlere kørte sidste år med Kystbanen mellem København og Helsingør. 

Togstrækningen er en vigtig transportkilde i hovedstadsregionen, og det kræver vedligeholdelse. 

Denne sommer gennemgår strækningen derfor en omfattende renovering.  

Kystbanen stopper fra den 24. juni til den 6. august på Rungsted Kyst, hvor der istedet indsættes togbusser til passagerer, der vil nordpå. 

V: Mangler handlingsplan

Og netop de mange busser, der nu skal køre gennem Hørsholm skaber bekymring på rådhuset, skriver Frederiksborg Amts Avis. 

På et nyligt kommunalbestyrrelsesmøde efterlyste Venstres Anne Ehrenreich en handlingsplan fra kommunens side.

Mere konkret vil hun gennemgå de ruter, som DSB vil bruge til togbusserne, for at sikre, at vejene er sikre.

Ligeledes vil hun have tydeligere information til borgere omkring parkeringsmulighederne i byen, fordi man forventer, at mange pendlerne vil parkere bilen ved endestationen. 

Populistisk brok

Af et notat fra kommunens adminstration, som Frederiksborg Amts Avis er kommet i besiddelse af, fremgår det da også, at lukningen af Kystbanen 'uden tvivl vil medføre en øget trafikal belastning på stationen og togbussernes rute'.

Det tilføjes dog, at vejnettet er indrettet, så trafiksikkerheden kan opretholdes, og at DSB er informeret omkring, at der skal etableres parkeringspladser ved stationen. 

Derfor mener borgmester Morten Slotved (K) ikke, at kommunen bør foretage sig yderligere. Og han bakkes op af partifællen Kristian Arendt:

- Det virker en lille smule populistisk, det Venstre her har gang i. Har vi tillid til, at andre gør, som de skal? Det har jeg, og det håber jeg også, de fleste af os har. Derfor er jeg ikke helt sikker på, hvad Venstre er ude på her, andet end at det er et populistisk stunt, siger han til avisen. 

Helsingør frygter tab af turister

DSB har varslet lukning af dele af Kystbanen på Sjælland midt i den travleste del af turistsæsonen. 

Det har ligeledes skabt bekymringer på Kronborg i Helsingør. 

- Lukningen får klart mange konsekvenser for os. Mange af vores besøgende er netop endagsturister, hvoraf mange benytter sig af offentlige transportmidler, har slotsforvalter Erik Als udtalt i den sammenhæng.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik