Foto: TV 2 Lorry

Lufthavnen: Nyt bomsystem til taxier virker

Det nye Taxi Management-system virker efter hensigten. Der er færre køer, og taxichaufførerne venter kortere tid på deres tur.

Det nye taxi-system i Københavns lufthavn i Kastrup er intet mindre end en succes. Systemet har været i brug i en måned og resultaterne er tydelige. Chaufførernes ventetid er næsten halveret, og der er ikke længere taxier, der blokerer trafikken, når de holder og venter på vejene omkring lufthavnen.

Ventetiden for taxichaufførerne for at få en tur fra lufthavnen er faldet fra gennemsnitligt 42 til 23 minutter med det nye brobizz-baserede Taxi Management System. Det oplyser lufthavnen på sin hjemmeside.

- Det viser, at den aftale taxiselskaberne har lavet med lufthavnen allerede er meget velfungerende, siger Jacob Gulmann, administrerende direktør i taxiselskabet 4x35 i en pressemeddelelse.

Mindre ventetid betyder flere ture

Halveringen af ventetiden betyder, at chaufførerne kan køre flere ture.

- Det er til gavn for både selskaberne, chaufførerne og ikke mindst kunderne. Det er jo i alles interesse, at vi udnytter vognparken bedst muligt, siger Jacob Gulmann.

Det nye brobizz-system har været taget i brug i en måned nu, og efter en lidt svær start, er det nu blevet så effektivt, som alle parter ønskede det.

Det er fire taxiselskaber, som står bag det nye Brobizz-baserede taxi-system sammen med Københavns Lufthavn: Dantaxi, TAXA 4x35, TaxiNord 4x48Amager og Øbro Taxi 4x27.

Slut med køer og kaos

Det nye brobizz-baserede system giver fire taxiselskaber adgang til lufthavnens passagerprognoser, så der kun sendes vogne til lufthavnen, når der er brug for dem.

Det har betydet, at taxierne ikke holder i lange køer på lufthavnens mest trafikerede vej, Ellehammervej, men parkerer på et særligt taxidepot bag Hilton hotellet. Herfra kaldes taxierne frem til Terminal 3 og passerer en brobizz betjent bom, når der er ture.

Prisen for at passere gennem bomsystemet er 16 kroner inkl. moms per tur. Det er vognmanden selv, som betaler de 16. kr. Prisen dækker omkostninger til it-system, anlæg og bemanding. Københavns Lufthavn oplyser, at de ikke tjener penge på det nye system.