Fra Gentofte til Glostrup - Lorry-kommuner er åbne for at modtage afghanske flygtninge

En stribe kommuner i Lorrys sendeområde er klar til at huse afghanske flygtninge, hvis det bliver relevant. Det viser en rundspørge, som TV 2 Lorry har lavet.

Den seneste uge er mange afghanere flygtet fra Afghanistan, efter at Talibans tropper har overtaget landet.

466 er også blevet evakueret til Danmark, viser de seneste tal, som TV 2 Lorry har fået fra Røde Kors. Selvom de slipper ud af Afghanistan, så går de dog en uvis fremtid i møde.

quote Det er mennesker, som gennem flere år har hjulpet Danmark og vores allierede i Afghanistan, og heldigvis er de i sikkerhed nu og får den rette støtte og hjælp

Karsten Längerich (V), borgmester i Allerød

Der er indgået en politisk aftale, som betyder, at afghanere, der har arbejdet for Danmark er sikret ophold i Danmark i to år. Derudover har Enhedslisten og SF udtrykt, at de mener, at Danmark bør tage imod afghanske flygtninge som følge af Talibans magtovertagelse i Afghanistan.

Og hvis et politisk flertal beder om hjælp til at huse de afghanske flygtninge, så er flere kommuner i Lorry sendeområde klar til at hjælpe.

Det viser en rundspørge, som TV 2 Lorry har foretaget.

16 kommuner er vendt tilbage på Lorrys henvendelse. Af dem er størstedelen positivt stemt overfor at tage imod flygtninge, hvis regeringen og folketinget beslutter det. Det gælder blandt andet i Allerød Kommune.

- De mennesker, der nu ankommer, er både sårbare og berørte af situationen i Afghanistan. Det er mennesker, som gennem flere år har hjulpet Danmark og vores allierede i Afghanistan, og heldigvis er de i sikkerhed nu og får den rette støtte og hjælp, siger Allerøds borgmester Karsten Längerich (V) og fortsætter:

- Når og hvis Christiansborg på et senere tidspunkt beslutter, at kommunerne skal tage imod nye flygtninge, er det vores rolle som kommune at få dem integreret og huset i vores lokalsamfund – og den opgave er vi selvfølgelige klar til at løfte.

Også i Egedal, Fredensborg, Furesø, Gentofte, Glostrup, Halsnæs, Hørsholm, Roskilde og Solrød er man åbne overfor at modtage afghanske flygtninge:

- I Roskilde Kommune er vi parat til at tage vores del af ansvaret på linje med landets øvrige kommuner, hvis Christiansborg beder os om hjælp.

- Vi har før løst opgaven med integration, job og bolig til flygtninge, så mon ikke det kan lykkes igen, lyder det fra Roskildes socialdemokratiske borgmester Tomas Breddam.

Mangel på boliger

Mens mange kommuner er positive, når snakken falder på modtagelse af eventuelle afghanske flygtninge, er der også enkelte kommuner, der vurderer, at de får svært ved at huse flere flygtninge, end de gør nu. Det gælder blandt andet i Dragør.

- P.t. ved vi ikke, hvor mange flygtninge der bliver tale om. Hvis Dragør Kommune bliver trukket ud til at huse nye flygtninge fra Afghanistan, må vi finde løsninger til at løfte opgaven.

- Vurderingen er, at vi har haft svært ved at huse flygtninge i forbindelse med den fordelingsordning, som hidtil har været gældende. Dragør Kommune har ikke mange boliger at stille til rådighed, lyder det fra kommunen.

I Herlev Kommune peger borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) på det ansvar, kommunen tidligere har taget. Derfor opfordrer han til, at man tager hensyn til tidligere fordelinger.

- Herlev Kommune har siden 1970’erne taget et ekstraordinært stort ansvar i forhold til integrationsopgaven af flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Ønsker regeringen, at Danmark og dermed landets kommuner nu skal tage imod afghanske flygtninge, vil Herlev på ny løse opgaven – med en forventning om, at placeringen af nytilkomne flygtninge sker med hensyntagen til tidligere fordelinger.

- Mange af landets kommuner har en betydelig lavere andel ikke-vestlige borgere end Herlev. På nuværende tidspunkt afventer vi regeringens beslutning og kan ikke tage stilling til, hvad det vil kræve for at huse og integrere afghanske flygtninge.

Af faktaboksen nedenfor kan du se, hvad din kommune har svaret på vores spørgsmål.

Er du nysgerrig på, hvad din kommune svarede på vores rundspørge? Så læs med her.

TV 2 Lorry har stillet de 34 kommuner i Lorrys sendeområde følgende spørgsmål:

Vil I være klar til at tage imod afghanske flygtningen, hvis politikerne på Christians borg ønsker at modtage flygtninge fra Afghanistan? Vil I være i stand til at kunne huse og integrere dem i jeres kommune?

Har kan du se de enkelte kommuners svar.

  • Albertslund: Albertslund er en nul-kommune.

  • Allerød: De mennesker, der nu ankommer, er både sårbare og berørte af situationen i Afghanistan. Det er mennesker, som gennem flere år har hjulpet Danmark og vores allierede i Afghanistan, og heldigvis er de i sikkerhed nu og får den rette støtte og hjælp. Når og hvis Christiansborg på et senere tidspunkt beslutter, at kommunerne skal tage i mod nye flygtninge, er det vores rolle som kommune at få dem integreret og huset i vores lokalsamfund – og den opgave er vi selvfølgelige klar til at løfte.

  • Dragør: P.t. ved vi ikke, hvor mange flygtninge der bliver tale om. Hvis Dragør Kommune bliver trukket ud til at huse nye flygtninge fra Afghanistan, må vi finde løsninger til at løfte opgaven. Vurderingen er, at vi har haft svært ved at huse flygtninge i forbindelse med den fordelingsordning, som hidtil har været gældende. Dragør Kommune har ikke mange boliger at stille til rådighed.

  • Egedal: Den nuværende situation i Afghanistan berører os alle dybt. Det er krig og en krise, som skal løses globalt, men hvor vi hver især har et ansvar for at bidrage der, hvor vi kan. Det er selvfølgelig også vores opfattelse i Egedal. Vi har i forvejen rigtig gode erfaringer med vores integrationsindsats, både på arbejdsmarkedet og i det daglige liv i kommunen. Beslutningerne om at vi skal modtage et givent antal flygtninge i Danmark ligger på Christiansborg. Når beslutningen er truffet, står vi selvfølgelig også klar til at løfte vores del af opgaven i Egedal.

  • Fredensborg: Vi vil modtage de flygtninge som Folketinget vil tildele Fredensborg Kommune.

  • Frederiksberg: Borgmesteren har desværre ikke mulighed for at komme med et skriftligt svar.

  • Furesø: Der er ikke nogen udmelding om nye procedurer for fordeling af nu også de afghanske flygtninge. Furesø Kommune forventer derfor, at de efter sagsbehandlingen af deres situation bliver fordelt efter den forholdstalsmodel pr. region/kommune, som der normalt bruges – og så tager vi pænt imod de, der skal til Furesø.

  • Gentofte: Vi vil i Gentofte Kommune naturligvis som altid leve op til vores ansvar, hvis folketinget beslutter, at kommunerne skal modtage flygtninge fra Afghanistan.

  • Glostrup: Glostrup Kommune er selvfølgelig klar til at løse en sådan eventuel opgave, såfremt Folketing og regering ønsker det.

  • Greve: Lige som andre kommuner har Greve Kommune en aftale med regeringen om, hvor mange flytning kommunen modtager til næste år. Hvis regeringen på et tidspunkt ønsker at ændre aftalen, forholder kommunen sig til det.

  • Halsnæs: Vores borgmester Steffen Jensen har den holdning, at kommer der en henvendelse fra regeringen, så vil vi se på den med positive briller, fordi vi har et fælles ansvar for at hjælpe.

  • Herlev: Herlev Kommune har siden 1970’erne taget et ekstraordinært stort ansvar i forhold til integrationsopgaven af flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande. Ønsker regeringen, at Danmark og dermed landets kommuner nu skal tage imod afghanske flygtninge, vil Herlev på ny løse opgaven – med en forventning om, at placeringen af nytilkomne flygtninge sker med hensyntagen til tidligere fordelinger. Mange af landets kommuner har en betydelig lavere andel ikke-vestlige borgere end Herlev. På nuværende tidspunkt afventer vi regeringens beslutning og kan ikke tage stilling til, hvad det vil kræve for at huse og integrere afghanske flygtninge.

  • Hørsholm: Hvis det er evakuerede afghanere som har arbejdet for Danmark, så tager Hørsholm den andel, som tilfalder os. Vi skal selvfølgelig være med til at løfte den obligatoriske opgave det er at sikre de personer/familier. Hvis det er i forhold til flygtninge generelt, så skal de indgå i den kvote, som Danmark får tildelt, og så må regeringen og Kommune Kontaktrådet (KKR) lave en fordeling til kommunerne. Der accepterer Hørsholm vores tildeling.

  • Lejre: Det er Folketinget, der afgør, om – og i så fald i hvilket omfang – kommunerne skal tage imod flygtninge fra Afghanistan. I Lejre Kommune er vi klar til at tage imod afghanske flygtninge, hvis Folketinget beslutter at modtage flygtninge fra Afghanistan. Hvis Lejre Kommune bliver bedt om det, er vi klar til at tage imod, huse og integrere et antal flygtninge.

  • Roskilde: I Roskilde Kommune er vi parat til at tage vores del af ansvaret på linje med landets øvrige kommuner, hvis Christiansborg beder os om hjælp. Vi har før løst opgaven med integration, job og bolig til flygtninge, så mon ikke det kan lykkes igen, siger borgmester Tomas Breddam.

  • Solrød: Ja, det er en opgave, vi skal løse.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik