Foto: Lidkøb

Loppe-supermarked udvider efter successtart

En nyt handelskoncept kommer snart til København efter en god start i Høje Gladsaxe.

I Strynøgade på Østerbro ligger en gammel bankohal.

Her har flere hundrede bankospillere tidligere siddet bænket med numre og plader i håb om at løbe med præmierne, men det er slut. 

Fremover vil man ikke kunne gå ud af døren med gratis ting og sager, men til gengæld kan man gøre sig et godt og billigt køb, lover iværksætteren Thomas Orloff. 

Læs også Million-indsprøjtning skal redde madmarked i København

Han åbnede i marts den første Lidkøb - en ny secondhand-forretning - i Høje Gladsaxe Centret, og allerede nu udvider man altså med forretning nummer to. 

- Det var faktisk hele tiden tanken, at vi gerne ville udvide og have flere forretninger i hovedstaden, siger han til TV 2 Lorrry.

- Vi har allerede solgt 100.000 forskellige varer i Gladsaxe. Vi kalder det et supermarked, fordi der er så mange ting og sager. Alt fra tøj til legetøj, børnetøj og møbler, forklarer han videre. 

Læs også Nyt koncept: Populær restaurantkæde sætter prisen op

Aflever dine ting og gå din vej

Lidkøb er nemlig ikke supermarked i klassisk forstand. Det er snarrere en ny måde, hvorpå københavnerne kan sælge sine brugte ting videre til andre. 

Det fungerer således, at man betaler for en stand i forretningen. Alle ens genstande bliver registreret i et it-system, og Lidkøb udleverer prismærker, som kan klistres på. Når man har sat sine ting op på hylderne, kan man forlade stedet, og når varerne bliver solgt, tikker pengene ind på ens konto - to gange om måneden. 

Lidkøb tager 15 procent af salgsprisen. 

Læs også Efter millionunderskud: 10 Aldi'er lukker i hovedstadsområdet

Lettere end et loppemarked

Hvorfor er det smartere end at benytte et normalt loppemarked eller Den Blå Avis?

- Vi er en forretning med en masse ting samlet et sted. Så der er et stort udvalg for kunderne, som kan købe ting til fornuftige priser. Rigtig mange føler sig heller ikke trygge ved at få fremmede hjem til deres private hjem, når man skal handle på DBA.dk, og her slipper man også fra at skulle være hjemme og lave en besværlig aftale. 

- På et normalt loppemarked er man tvunget til at stå der hele dagen. Det behøver man slet ikke her. 

Lidkøb åbner på Strynøgade den 26. august klokken 10.00. Butikken vil få over 500 stande og er ifølge ejerne selv 'den lette loppeløsning for sælgeren, der nærmest får sin egen lille butik i butikken.'