Lommesmerter sender kvinder tilbage til voldelige mænd

Dannerstiftelsen mener, at forslag fra Enhedslisten kan gøre en stor forskel for voldsramte kvinder.

Hvis voldsramte kvinder ikke har råd til selv at betale husleje, købe mad og nyt tøj til børnene, kan det få dem til at gå tilbage til deres mænd.

Det fortæller direktør for Dannerstiftelsen Susanne Philipson til Ritzau, efter at Enhedslisten har foreslået at give kvinder ret til kontanthjælp eller integrationsydelse fra deres første dag på krisecenter.

- Det kan gøre en rigtig stor forskel. Vi oplever, at det manglende økonomiske fundament kan være en hindring i sig selv, for at kvinder kan bryde med volden, siger direktøren til Ritzau.

Det er den gensidige forsørgerpligt, som betyder, at man som par har pligt til at forsørge hinanden, som kan gøre det svært for kvinder at komme ud af et voldeligt forhold.

Ofte skal kvinder være separerede eller skilt, inden de får ret til kontanthjælp. Det stiller kvinderne i en meget vanskelig situation, siger Susanne Philipson.

Dannerstiftelsen er en privat organisation, der blandt andet driver et krisecenter i København. Her bor kvinderne i gennemsnit i et halvt år, fortæller Susanne Philipson, mens kvinder normalt er omkring tre måneder på de kommunale krisecentre.

Hvis kvinderne skal komme videre med deres liv, er det ikke nok, at de får råd til at betale husleje, mener direktøren. Hun glæder sig derfor over, at Enhedslisten foreslår, at kvinder får ret til psykologisk hjælp efter opholdet på krisecenteret.

- Kvinderne kan gennem mange år være blevet pillet fuldstændig fra hinanden. Hvis man sammenligner opholdet på krisecenter med at være på skadestue, er det ikke nok, at man bliver lappet sammen. Der skal også arbejdes bagefter, siger hun til Ritzau. 

- Det er utrolig vigtigt, at de bliver bygget op igen. De skal have troen på, at de kan klare deres økonomi og deres børn selv.

Voldsramte kvinder har tidligere haft ret til fire timers samtaler med en psykolog, men det tilbud blev afskaffet ved årsskiftet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik