Foto: Liselotte Sabroe - Scanpix

Lokofører om førerløse S-tog: Det kan betyde aflysninger

Et politisk flertal vil sælge S-banen, men Dansk Jernbaneforbund frygter "et nyt Dong-salg".

Et politisk flertal tegner sig for at afløse de nuværende S-tog med førerløse.

Transportminister Ole Birk Olesen (Liberal Alliance) har i dag gjort det klart, at regeringen er blevet enige om at sende både S-toget og strækningen mellem København-Malmø i udbud. 

Det er i sagens natur ikke en nyhed, der falder i god jord hos Dansk Jernbaneforbund, der blandt andet varetager lokoførernes interesser. 

Her kalder man ministerens udspil for ukonkret og stiller spørgsmålstegn ved, om man kan stole på udmeldingen. 

Læs også Flertallet er hjemme: S-tog skal være førerløse

- Der er blevet sagt så meget, og man har talt om det længe. Her på mit faktaark står der, at man vil starte i 2036, og det har vi hørt før. Jeg stoler ikke en meter på den nuværende minister, siger områdeformand for S-togenes lokomotivpersonale Thomas Bryan-Lund til TV 2 Lorry. 

Han frygter, at man efter dagens udmelding kommer til at mangle endnu mere personale i DSB:

- Det giver ikke ro hos de ansatte. Hvis man er 46 år, skal man så blive i arbejdet eller skynde sig at stikke af, mens tid er, spørger han retorisk. 

- Vi er i forvejen underbemandede, og jeg tænker, at det kan blive svært at fastholde vores kompetente personale eller rekruttere nye. Så det kan medføre aflysninger. 

Læs også Alle S-toglinjer rammes af sporarbejde: Nu skal du med togbus

Frygter nyt Dong-salg

Kan du slet ikke se nogle fordele i det her for københavnerne?

- Nej. Jeg kender ikke til andre steder med førerløse tog udover Københavns Metro. Og her bliver man udfordret, når noget går i stykker på sporet, for ingen kan gøre noget derude. Metroen er heldigvis lille, så bemanding kan hurtigt komme ud til metroens vogne, men der er langt til et S-tog i Birkerød, hvis der skal sendes en tekniker. Det betyder altså, at man også skal holde stille i længere tid. 

Thomas Bryan-Lund tilføjer desuden, at byens S-tog allerede i dag kan køre med 90 sekunders mellemrum, ligesom det vil være tilfældet med et nyt system. Punktligheden kan næsten ikke blive højere, og S-banen er en af de få aktiviteter i DSB, der giver overskud i sig selv, påpeger han:

- En personlig refleksion er, at det her kan blive et Dong-salg om igen. Politikerne vil sælge ud af det, som giver overskud. DSB tjener penge på os.