Løkke på flere hotelbesøg

Ud og spise med Parkens direktør Jørgen Glistrup, ind og se en fodboldfinale - og så på hovedet i seng på et hotelværelse i København, betalt af ministeriet.

Sådan så programmet
tilsyneladende ud en april-aften i 2006, da Lars Løkke Rasmussen
så FCK vinde over norske Lillestrøm i finalen i Royal
League-turneringen i Parken. Ifølge et bilag dateret 6. april
2006 fra DGI-Byens Hotel overnattede Lars Løkke Rasmussen for
800 kroner. Samme aften har han været til fodboldfinalen i
Parken, fremgår det af Lars Løkkes ministerkalender. Det fremgår
ikke, om besøget i Parken har noget at gøre med Lars Løkke
Rasmussens arbejde som minister, og Parkens direktør, Jørgen
Glistrup, ønsker ikke at oplyse om anledningen til mødet. »Den
heksejagt, som pressen er i gang med på en person, vil jeg ikke
deltage i,« siger han til Berlingske Tidende. I forgårs fortalte
TV 2, at Løkke i perioden 2003-2007 har overnattet otte gange på
hotel, hvor besøgene kan have privat karakter. Berlingske
Tidende har fundet yderligere hotelbesøg, som nu giver anledning
til panderynker hos eksperterne. Ifølge lektor i forvaltningsret
ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, må Løkke redegøre for sin
færden de pågældende datoer. »I nogle af eksemplerne har man en
fornemmelse af, at det er tvivlsomt, hvorvidt det kan have noget
med ministeriet at gøre,« siger han. Overnatningerne er
følgende: 7. september 2006 på DGI-Byens Hotel for 956 kroner.
Den aften har Venstres og de Konservatives folketingsgrupper en
fælles middag på Meyers Madhus, viser Løkkes kalender. Fredag
13. januar 2006 er der en regning fra Scandic Hotel i Københavns
Sydhavn. Af bilaget fremgår det ikke, om Løkke overnattede fra
torsdag til fredag eller fra fredag til lørdag. Men sammenligner
man med hans kalender, har der hverken været sene møder torsdag
eller fredag aften. Fredag slutter hans kalender 16.30 og
torsdag stopper kalenderen 20.30. Fredag 1. december 2006 er der
en regning på 800 kroner fra DGI-Byens Hotel. Her kan man heller
ikke se, om Løkke har overnattet fra torsdag til fredag eller
fra fredag til lørdag. Torsdag slutter hans kalender klokken
17.00 - et temamøde i forbindelse med kvalitetsreformen på
Skejby Sygehus. Og fredag stopper Løkkes kalender klokken 16.
Sekretariatschef Kaj Nørrehede Christensen fra
Sundhedsministeriet oplyser, at ministeriet i dag ikke kan komme
med en nærmere forklaring på, hvorfor Løkke valgte at bo på
hotel de pågældende nætter. Men han understreger, at
ministerkalenderen ikke er nogen dokumentation for, hvornår
ministerens arbejdsdag slutter. »Det gælder generelt, at der i
hvert enkelt tilfælde er truffet konkret afgørelse om
ministeriets betaling af overnatning i København som følge af
overarbejde/sene møder/tidlige morgenmøder m.v.,« skriver han i
en e-mail. Juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg
Universitet efterlyser dog en mere præcis dokumentation for,
hvorvidt overnatningerne har været i ministeriets interesse.
»Hvis der ikke har været noget minister-formål med de
overnatninger, så er der risiko for, at ministeren skal betale
pengene tilbage,« siger Lars Bo Langsted. Lars Løkke Rasmussen
ønsker ikke at udtale sig om bilag mere - den opgave har
Venstres finansordfører, Peter Christensen fået. »Som minister
kan man have alle de overnatninger, der skal til, så arbejdet
kan hænge sammen. Der er ikke nogen, der overnatter inde i
København, fordi det er sjovt,« siger Peter Christensen, der
fremhæver, at Lars Løkke Rasmussen har boet på hotel færre
gange, end menige folketingsmedlemmer har ret til.« Løkke har
haft behov for at benytte fem overnatninger om året, hvor
folketingsmedlemmer har ret til ti gange,« påpeger Peter
Christensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik