Lokaludvalg vil have grøn vinkel i ’Jernbanebyen’

Vesterbro Lokaludvalg havde i dag inviteret til byvandring i den potentielle nye bydel, ’Jernbanebyen’.

Hvis Københavns Kommuneplan 2019 vedtages, kan en bydel større end Carlsberg Byen blive en realitet. Hos Vesterbro Lokaludvalg er der glæde over det nye projekt, men en lille frygt for, at den nye bydel bliver lige så tætbebygget som Carlsberg Byen og Holmene.

-Det er et af de områder, hvor der er mindst grønt per indbygger. Så vi kunne godt forestille os, at vi med vores nye naboer kunne indtage området med en grøn vinkel, siger Lone Billehøj, der er medlem Vesterbro Lokaludvalg.

Den nye bydel kommer til at ligge på DSBs tidligere omdrejningspunkt for vedligehold af jernbanemateriel over for H. C. Ørstedsværket mellem Vasbygade, Ingerslevgade og Enghavevej.

Arbejdet kan snart begynde

Selvom Vesterbro Lokaludvalg gerne vil have en grøn bydel, så er det et andet potentiale, som overborgmester Frank Jensen fra Socialdemokratiet først og fremmest ser.

Det er planen, at Jernbanebyen skal være en selvstændig bydel midt i København, der dækker over 400.000 kvadratmeter. Det betyder, at der bliver plads til i omegnen af 5.000 boliger og 200.000 kvadratmeter til erhverv, detailhandel, institutioner og skoler.

Det er DSB Ejendomme og Freja ejendomme, der planlægger arbejdet i samarbejde med Københavns Kommune og alle, der har en naturlig interesse i området. De forventer, at man tidligst kan tage første spadestik i 2021-2022.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik