Lokalt pokalbrag sætter København på den anden ende

Københavns gader er her til eftermiddag fyldt med gule og hvide fans, der er på vej til Parken for at heppe på deres klub.

- Hold jer væk.

Sådan lyder opfordringen fra Københavns Politi på Twitter i disse timer, hvor tusindvis af fans af henholdsvis FC København og Brøndby IF marcherer til Parken på Østerbro, hvor de to klubber mødes i pokalfinalen.

På ruten frem til nationalstadionet er der – nærmest traditionen tro – affyret romerlys og kanonslag, ligesom politiet ifølge Ekstra Bladet har måttet trække kniplerne ad flere omgange.

Også efter at Brøndbys fans er begyndt at blive lukket ind på stadion, var der optræk til ballade. Politiet slog hurtigt til, da en fan lagde op til slåskamp.

 
 
Foto: alarm112danmark.dk

Årets kamp

Rent sportsligt er der tale om noget, der vel bedst kan beskrives som årets kamp i dansk fodbold.

Men også om en kamp, der spilles på ryggen af flere nederlag. Mens FC København har tabt klubbens to seneste kampe, har Brøndby tabt fire gange i streg.

Det er allerede afgjort, at FC København vinder Superligaen, mens Brøndby tager sølvet i denne sæson. Vinder FC København også pokalfinalen, bliver det for andet år i træk, at københavner-klubben tager ”The Double”, som den kaldes.

Og går sejren til Brøndby, vil det være første gang siden 2008.

 
 
Foto: Martin Sylvest - Scanpix

Brøndby: En sejr ville være det største

I interview med BT lægger Brøndbys træner, Alexander Zorniger, ikke skjul på, at det ville være ganske stort.

- For mig personligt ville det være en drøm – og det ville være den største titel hidtil i min karriere. Meget vigtigere – det vil det fuldende det håb, der er i klubben. Håb er altid svært, for det skaber en atmosfære af forventninger for de kommende år, siger han.

Kampen fløjtes i gang klokken 17.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik