Lokalt boligselskab kræver hjælp: Bevogt Mjølnerparken

Boligselskab i Mjølnerparken vil have en decideret bevogtning af boligområdet. Ligesom der er foran flere af de jødiske institutioner.

Efter tirsdagens bandedrab på Nørrebro kommer boligselskabet Lejerbo med et nyt forslag til, hvordan man kan genskabe trygheden i områder som Mjølnerparken.

De forslår helt konkret, at der indføres bevogtning, som man kender det foran synagogen i Krystalgade, hvor politi og militær er til stede. Lejerbo står for administrationen af Mjølnerparken, hvor der flere gange har været skyderier på åben gade.

- Jeg taler med mange beboere herude, som er utroligt kede af det, der sker i området. De er for det første kede af at bo det sted, der betragtes som arnestedet til al balladen, og de spørger, hvorfor området ikke bliver bevogtet som så mange andre steder, siger forretningsfører i Lejerbo København, Steffen Boel Jørgensen.

Onsdag mødte TV 2 Lorry flere beboere, som mener, at der er behov for at højne trygheden.

- Der er mange uskyldige, som bliver ramt af skud. Jeg er bange for at gå ude om aftenen, sagde Mohammad Shafik, som bor i området.

- Jeg kom lidt for tæt på, det vil jeg godt indrømme, sagde Mads Gram, som bor i en ungdomsbolig, der ligger i samme bygning som hostellet, hvor den seneste skudepisode fandt sted.

S og DF bakker op om bevogtning

Både i Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bliver der taget godt imod ideen.

 - Det er en realistisk løsning. Situationen er fuldstændig utålelig. Det er jo nærmest farligere at bo på Nørrebro, end at være inde ved synagogen lige nu, siger Lars Aslan Rasmussen, som er medlem af Folketingets Retsudvalg for Socialdemokratiet, til TV 2 Lorry.

- Jeg synes det lyder fornuftigt, at man i en periode kan have noget videoovervågning, men også mandskabsovervågning af nogle bestemte områder. Vi må bare konstatere, at banderne har overtaget nogle områder, efter mørkets frembrud, og det skal vi ikke finde os i, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, som er formand for Retsudvalget.

Tidligere i år blev militæret sat ind for at hjælpe politiet, som i forvejen er overbebyrdede, med bevogtningsopgaverne.

Militær- eller politibevogtning

Socialdemokratiet forestiller sig især, at man bruger politiet til at bevogte steder som Mjølnerparken.

- Jeg tænker, at når Lejerbo taler om bevogtningsopgaver, så håber jeg, det er politiet, de mener, siger Lars Aslan Rasmussen.

Dansk Folkeparti mener godt forsvaret kan hjælpe.

- Bevogtningen kunne foregå ved, at politiet, sammen med Forsvaret, som allerede hjælper politiet med bevogtningsopagver, er til stede, siger Peter Skaarup.

Lejerbo har ingen holdning til, hvem der skal udføre bevogtningen, sålænge den udføres.

 - Det vil jeg ikke blande mig i. Vi fremsætter bare ønske om beskyttelse. Hvordan man så udøver den, det er op til samfundet, siger forretningsføreren i Lejerbo, Steffen Boel Jørgensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik