Poul Bach, der er medlem af Socialdemokratiet i Rudersdal, mener ikke, at en øl under stemmeoptællingen skader. Foto: TV 2 Lorry

Lokalpolitiker drak øl under stemmeoptælling: Nu forbydes det

En lokalpolitiker fra Rudersdal drak en enkelt bajer, da der skulle stemmer op ved Europaparlamentsvalget. Det er nu blevet forbudt af byrådet.

Lokalpolitikeren, Poul Bach, Soc. Dem., hev øl og vin med ind i lokalet, da der skulle tælles stemmer op ved Europaparlamentsvalget i 2014.

Det eneste jeg gjorde var, at købe øl og vin til stemmeoptællerne, når kommunen selv var for nærig. Jeg fik en enkelt øl, og da jeg gik hjem klokken to var resten væk. Jeg drak altså ikke det hele selv.

Poul Bach, Soc. Dem. i Rudersdal

Der blev efterfølgende klaget over Poul Bach, skriver Frederiksborg Amts Avis. 

- Det eneste jeg gjorde var at købe øl og vin til stemmeoptællerne, når kommunen selv var for nærig. Jeg fik en enkelt øl, og da jeg gik hjem klokken to var resten væk. Jeg drak altså ikke det hele selv, siger Poul Bach til TV 2 Lorry.

Han mener, at borgmesteren, Jens Ive fra Venstre, efter episoden påstod, at Poul Bach var fuld, men det var ikke tilfældet. Han efterlyste derfor, at det  blev klargjort, hvorvidt man må drikke under et valg.

- Jeg mener ikke, man skal sætte grænser for folk. Det er jo voksne mennesker, det drejer sig om. De kan nok selv vurdere, om de kan klare en enkelt øl. Det bliver man jo ikke fuld af, siger han til TV 2 Lorry.

Læs også Danmarkskort afslører drikkevaner: Whiskeybæltet drikker mest

Kommune siger nej til valg-øl

Poul Bach, Soc. Dem. mente, at det var hyggeligt med en enkelt bajer under stemmeoptællingen i 2014. Foto: Rudersdal Kommune

Sidste uge besluttede kommunalbestyrelsen, at alkohol i fremtiden ikke skal være tilladt på valgstederne i Rudersdal.

Borgmester, Jens Ive, mente, at afstemningen var tåbelig: 

- Vores alkoholpolitik er sådan, at det er den lokale skole, der skal give tilladelse, hvis der skal indtages alkohol. Og jeg mener ikke, kommunalbestyrelsen bør bede skolerne om at fritage kommunalbestyrelsesmedlemmerne eller de tilforordnede, så der kan drikkes alkohol, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Vi har aldrig haft udfordringer med alkohol - med undtagelse af Poul Bach ved det ene valg

Borgmester, Jens Ive, Venstre

- Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke helt kan se, hvorfor det skulle bringes på banen under kommunalbestyrelsesmødet, for vi har aldrig haft udfordringer med alkohol - med undtagelse af Poul Bach ved det ene valg, siger Jens Ive.

Poul Bach er glad for, at der nu er klare regler for alkohol, så andre ikke kommer i samme situation som ham. Alligevel vil han i fremtiden ikke være valgtilforordnet.

- Det handler ikke om, at jeg skal drikke øl ved stemmeoptælling. Jeg nyder en øl, men det er ikke et must. Men jeg synes, det er latterligt, at man vil umyndiggøre folk på den måde. Jeg har ikke tillid til borgmesteren efter den episode, og derfor deltager jeg ikke igen, siger han til TV 2 Lorry.