Lokale ildsjæle vil trække Gentoftes borgere til isen

En gruppe stolte fans er gået sammen om at få Gentoftes borgere engageret i byens ishockey-hold, der for første gang i næsten 20 år er kommet med i slutspillet.

Der blev hujet og heppet i Gentofte Skøjtehal onsdag aften, da byens lokale ishockey-hold mødte Esbjerg.  Men ikke helt så meget, som en gruppe dedikerede fans kunne ønske sig. 

Gentofte Stars er for første gang siden 1998 kommet med i medaljekampene, og det har fået nogle af de stolte fans til at starte en fanklub med det formål at engagere lokalsamfundet og fylde hallen til bristepunktet med hep og huj, når playoff-kampene starter til marts.

- Slutspillet i ishockey er en fest. En fest, der varer en måned, og som er meget intens. Det skal folk have at vide, og de skal være en del af det. Jo flere, vi i lokalsamfundet kan få med til det her, jo sjovere bliver det, siger manden bag initiativet, Stefan Myrälf.

Han er selv tidligere elitesportsmand - og fast inventar på tilskuerbænkene i skøjtehallen, når Gentofte Stars er på isen. 

- Vi har fået etableret et ishockey-hold, som er fantastisk stærkt, problemet er bare, at der ikke er ret mange i Gentofte, der er klar over det, siger Stefan Myrälf.

- Så det skal de altså have at vide, og de skal komme op og bakke det her hold op. 

STARS fanklubben har været flittige til at hænge plakater op i byens gader og butikker, de har lavet klistermærker og sørget for markedsføring på sociale medier.

- Der er ikke nogen i Gentofte, der skal være i tvivl om, at der er slutspil i marts måned, lyder det fra Stefan Myrälf. 

- Jeg er så imponeret over det arbejde, der bliver gjort, dels af spillerne på isen, men også af folkene bagved. Det mindste, vi, der står og nyder det, kan gøre, er at bakke dem op og give den alt, hvad vi kan. Vi kan hjælpe spillerne på isen.

Fanklubbens Facebook-gruppe har knap 300 medlemmer, og arbejdet med at sprede budskabet fortsætter på højtryk de næste par uger, op til slutspillet går i gang den 4. marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik