Løs hund bed snuden af får: Hundeejer lod den lide

TV 2 Lorry vælger at vise denne video længere nede i artiklen, fordi Naturstyrelsen mener, det er vigtigt at folk forstår, hvad der kan ske, hvis man ikke holder sin hund i snor.

Løse hunde er et stigende problem, lyder det fra Naturstyrelsen. Senest gik det ud over et får i Hvidovre.

Tirsdag aften går veninderne Bendi Brandt og Jeanette Schlichting tur ved Avedøresletten i Hvidovre. 

De kigger på fårene som græsser, men med ét bliver idyllen til en ubehagelig oplevelse. 

Kvinderne får nemlig øje på et får, der er meget hårdt kvæstet:

- Den havde det så dårligt! Det hele hang bare, forklarer Bendi Brandt om fårets snude. 

Den er blevet bidt i ansigtet - formodentligt af en løs hund. 

Læs også Efter fund af skambidt rålam: Hold jeres hunde i snor!

Der er stort åbent sår, hvor snuden plejer at være, hvor man kan se ind til kæbe og kranie. 

- Vi kunne høre på vejrtrækningen, hvordan den hev efter vejret. Og den savlede. Det var meget ubehageligt, fortæller Jeanette Schlicting til TV 2 Lorry. 

Fåret trækker vejret gennem blod og løst væv, og den lider tydeligvis, så Bendi og Jeanette finder straks et telefonnummer til fårenes ejer, Frank Hansen.

Hundeejer har ikke sørget for hjælp

Ejeren Frank Hansen vælger at aflive dyret på stedet, da han ankommer lidt efter.

- Sådan som dyret var tilredt, er jeg sikker på, at hundeejeren må have vidst, hvad der var sket. Det gør næsten mest ondt at tænke på, at et menneske kan tage herfra og være så ligeglad, siger han til TV 2 Lorry. 

- Der var jo kun én ting, jeg kunne gøre i den her situation. Man kunne jo høre, hvordan den rallede, fortæller han videre. 

Frank Hansen vælger at skyde den med et jagtgevær for at stoppe lidelserne.

00:16 Luk video

Forbyd alle hunde

I øjeblikket er det tilladt at gå tur med hunde i indhegningen, hvis de er i snor. Men det skal være helt slut, hvis det står til veninderne Bendi Brandt og Jeanette Schlichting. 

-  Der er masser af steder, hvor folk kan være med deres hunde. De behøver ikke at være derinde, siger Bendi Brandt og fremhæver, at det vil gøre det lettere for forbipasserende at påpege reglerne overfor eventuelle hundeejere, der trodser skiltene. 

Desuden foreslår de, at man sætter et overvågningskamera op i en mast. 

Læs også Muskelhunden A-Iceberg benådet: Minister lemper hundelov

Et stigende problem med løse hunde

TV 2 Lorry har været i kontakt med Naturstyrelsen, som beretter, at angreb fra løse hunde er et voksende problem:

- Vi kan bare se, at der er kommet flere angreb på både de vilde dyr og de tamme dyr, siger skovrider Hans Henrik Christensen til TV 2 Lorry. 

Hvis Naturstyrelsens ansatte ser en hund gå til angreb på et andet dyr, vil de skyder hunden på stedet, lyder meldingen. Og hvis de ser løse hunde i naturområder vil det også få konsekvenser:

- Vi vil normalt lave en politianmeldelse, så man får en bøde. Den kan være op til 3.000 kroner, siger Hans Henrik Christensen til TV 2 Lorry. 

Lignende eksempel fra sidste år

TV 2 Lorry kunne også i efteråret 2016 fortælle om skambidte får.

Dengang på Amager, hvor et enkelt får fik knust kraniet og struben, mens et andet blev bidt i snuden.

Læs også Hundeejere træner muskelhunde: Skambider skrækslagne får

NATURSTYRELSENS FIRE RÅD TIL HUNDELUFTERE

- Slip kun din hund løs i hundeskove:
Hunde skal altid være i snor som udgangspunkt. I hundeskove må den godt løbe løst, men kun hvis den er under kontrol. 

- Hold altid hunden i nærheden af dig:
Hunden er et rovdyr, og færten af vilde dyr kan gøre dem agressive. 

- Kald hunden til dig, når du møder andre:
Det er ikke alle, der er lige glade for løse hunde, så det er god stil at tage hensyn, også selvom du er i en hundeskov. 

- Brug en pose til hundens efterladenskaber:
Det gør som regel ikke noget, at hunden skider i skoven. Men nær stier bør du altid samle efterladenskaberne op.