Løkke svines før Pride: "Mon der er lidt svans i ham"

Foto: Nikolai Linares og Henning Bagger - Scanpix

Statsministeren har inviteret til et særligt åbningsløb for Copenhagen Pride, men det provokerer flere danskere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog uventet under Copenhagen Pride i 2016.

Der er ingen forlydender om, hvorvidt han deltager i selve Priden i år, men mandag har han lavet en åben invitation til løbet 'Run with Pride' på Marienborg i Lyngby, hvor han vil skyde Pride-ugen igang. 

- Alle skal behandles med respekt, uanset hvem man elsker, og hvordan man lever sit liv. Det er en helt grundlæggende værdi for mig. Hvis du vil markere dette budskab, vil jeg gerne invitere dig, skriver statsministeren blandt andet på Facebook

Men det er åbenbart en udtalelse, der kan sætte sindene i kog hos flere danskere, skriver Out&About. 

Mediet har samlet en række grove kommentarer fra Facebook-brugere, der bestemt ikke mener, at man bør støtte op om årets løb. 

Læs også Copenhagen Pride ændrer den sædvanlige rute

Mange vrede beskeder

- Mon der er lidt svans i ham, skriver brugeren John Keldsen blandt andet. 

- I Europa er der efterhånden mere hensynstagen til det anderledes, end til det naturlige og normale, skriver Michael Madsen. 

- Er du nu en alkoholisk bøsse, skriver Else-Beth Karlsen under opslaget. 

Flere stiller ligeledes spørgsmålstegn ved, hvorfor homoseksuelle fortjener et sådan arrangement, ligesom én mener, at der "spyttes" på det kristne budskab. En anden bruger joker med, at statsministeren ikke må bukke sig, hvis han finder penge på jorden. 

Læs også DF'er: Mange overdrevne typer til Copenhagen Pride

Få deltagere 

Der er foreløbigt kun 29 deltagere til løbet mandag klokken 17, hvorfra ruten går cirka fem kilometer om Lyngby Sø. 

Også torsdag den 17. august inviterer Lars Løkke Rasmussen til Pride-arrangement - denne gang i Statsministeriet, hvor repræsentanter fra LBGTI-miljøet, politikere og organisationsfolk er inviteret. 

Den danske hovedstad har ansøgt om at lægge grund til WorldPride og Eurogames i 2021. Håbet er, at festlighederne vil sætte hovedstaden på verdenskortet og tiltrække masser af købestærke turister.

Læs også Svensk støtte til verdens største homofest i København