Løbeklub har firdoblet medlemstallet: Nu er de indstillet til stor pris

På bare to år er det lykkedes for Furesø Løbeklub at firdoble antallet af medlemmer.

Furesø Løbeklub - her med formand Tine Ringgaard i forgrunden - er indstillet til Kulturministerens Idrætspris af DGI. Foto: Furesø Løbeklub

I Furesø løber man.

Det gælder hvert fald for mindst 400 aktive medlemmer af den lokale løbeklub - og det er fire gange så mange som for bare to år siden, hvor medlemstallet lød på omkring 100.

Det er overvældende med alle de flotte ord, der følger med indstillingen.

Tine Ringgaard, formand for Furesø Løbeklub

Den store stigning og vokseværket er blevet bemærket af DGI, der nu har indstillet løbeklubben til Kulturministerens Idrætspris.

Det skriver DGI i en pressemeddelelse.

Den prestigefulde pris gives til årets exceptionelle præstation eller indsats indenfor idræt, og både eliteidrætsudøvere, trænere, ledere, forskere og andre, som har haft stor betydning for dansk idræt i årets løb, kan indstilles til prisen.

Læs også Løbeklub forhindrer udsatte unge i at begå kriminalitet

Bag vokseværket og det utrættelige arbejde med at finde nye måder at tiltrække og aktivere nye medlemmer står formand Tine Ringgaard.

Af DGI beskrives formanden som en innovativ igangsætter, og i indstillingen står der, at hun "spiller en afgørende rolle i lokalsamfundet, og kommunen og har været med til at redefinere, hvad en løbeklub skal stå for og tilbyde".

- Det er overvældende med alle de flotte ord, der følger med indstillingen. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der altså er en stor flok, der giver den en skalle, siger Tine Ringgaard, der er både stolt og ydmyg over indstillingen.

Selvom hun og mange andre har lagt hundredevis af timer i løbeklubben de seneste år, har hun fortsat mod på mere.

- Processen med at se noget vokse og bare blive større og større er helt vildt sjov, siger Tine Ringgaard.

Det nyeste skud på stammen i løbeklubben er et powerwalk-hold. Det inførte man som et forsøg på at få medlemmer, der ikke kan løbe, men også et forsøg på at fastholde skadede løbere.

Læs også Se hele showet her: Årets Fantastiske Fællesskab findes i Lorryland!

På den måde kan de nemlig bevare tilknytningen til løbeklubben.

Alle tiltag handler om at få flere folk i løbeskoene, lyder det fra formanden.

- Det har hele tiden handlet om, hvordan vi får folk i løbeskoene, og hvordan vi får dem til at blive ved med at løbe, siger Tine Ringgaard.

TV 2 Lorry og de øvrige TV 2-regioner kårede tidligere på året det mest fantastiske fællesskab. Her vandt Tune IF. Se, hvordan de reagerede:

00:50 Luk video

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret