Livsvigtige hjertestartere låst inde: Nu skal de frem

Kun 35% af hjertestarterne i Region Hovedstaden er tilgængelige hele døgnet og det er langt fra nok.

Bliver du ramt af hjertestop uden for hospital i Region Hovedstaden, er der fra kommune til kommune stor forskel på adgangen til en hjertestarter og dermed din chance for overlevelse.

Mens andelen af hjertestartere, der er tilgængelige døgnet rundt, i Frederikssund er 50 % (72 ud af 143), i Hørsholm 57 % (47 ud af 82), på Bornholm 60 % (127 ud af 211) og i Dragør 75 % (40 ud af 53), er andelen i andre kommuner under 30 %. Det gælder bl.a. Gentofte, Ballerup og Lyngby-Taarbæk.

På Frederiksberg og i Københavns Kommune er andelen af døgntilgængelige hjertestartere hhv. 25 % og 22 %.

Det skriver Hjerteforeningen i en pressemeddelelse. 

Manglende adgang øger dødeligheden
Det er de første minutter efter et hjertestop, der er afgørende for overlevelse. 

- Hurtig genoplivning er altafgørende. Chancen for at overleve et hjertestop falder med 10 % for hvert minut, der går uden genoplivning. Derfor er det vigtigt, at så mange hjertestartere som muligt er tilgængelige døgnet rundt og ikke mindst, at alle i hele regionen – ja, i hele landet – har lige adgang til dem, siger Hjerteforeningens administrerende direktør, Kim Høgh.

Sammen har Hjerteforeningen og Matas besluttet, at hele overskuddet fra salget af et pakkevedhæng, som i november og december kan købes i alle 285 Matas butikker, skal gå til indkøb og opsætning af hjertestartere på Matas’ butiksfacader.

- Vi glæder os til sammen med Hjerteforeningen at opsætte hjertestartere på udvalgte Matas facader for dermed at øge borgernes adgang til livreddende hjælp døgnet rundt alle dage i året. Derudover vil vi der, hvor vi sætter hjertestartere op, instruere alle vores butiksmedarbejdere i hjertemassage og brug af hjertestarter, siger informations- og miljøchef i Matas, Henrik Engberg Johannsen.

Faktaboks

- Kun 1 ud af 31 overlever et hjertestop, hvis der ikke ydes genoplivning, før ambulancen når frem.

- 1 ud af 8 overlever, hvis et vidne træder til og yder genoplivning.

- Den mest effektive behandling af hjertestop er hjertemassage og kunstigt åndedræt (30 tryk og 2 pust) kombineret med brug af en hjertestarter.

- Når en høj andel af hjertestarterne i en kommune kan bruges døgnet rundt, vil det typisk også betyde, at der er mange døgntilgængelige hjertestartere i forhold til antallet af borgere i kommunen.

Hvert minut tæller

Hvert år rammes ca. 4.000 danskere af hjertestop uden for hospital. Chancen for at overleve er afhængig af, om et menneske i nærheden griber ind, yder genoplivning og ringer 1-1-2. Hjertestarteren hjælper i cirka 10 minutter efter, hjertet er stoppet, hvor der fortsat er elektriske impulser i hjertet. Den kan støde hjertet i gang, inden ambulancen når frem.

Hjerteforeningens administrerende direktør, Kim Høgh, siger: 

- Vi er glade for, at vi sammen med Matas kan bidrage til at øge chancen for at overleve et hjertestop i det offentlige rum.

Hvor de nye hjertestartere skal sættes op, bliver først besluttet, når salget af pakkevedhæng er gjort op, og det præcise behov på landsplan og i de enkelte regioner er nærmere kortlagt af Hjerteforeningen og Matas i fællesskab.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik