Kommune udskyder beslutning om at lukke udviklingshæmmedes botilbud

Socialudvalget i Køge Kommune har valgt at udsætte beslutningen om at lukke botilbuddet Føllehavegård. Nu inviteres pårørende og handicapråd i stedet til dialogmøde.

En mulig livline til syv udviklingshæmmede borgere, der står til at miste deres trygge og vante rammer i form af botilbuddet Føllehavegård, er blevet lagt fra Køge Kommune.

Mandag aften skulle medlemmerne af kommunens Socialudvalg have blåstemplet den endelige beslutning om nedlægge bostedet, men den beslutning er nu blevet udskudt.

Det oplyser Lissie Kirk (A), der er formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

-  Vi udsatte sagen, inden mødet gik i gang. Så beslutningen har vi ikke behandlet endnu, siger hun til TV 2 Lorry.

- Det gjorde vi, fordi vi gerne vil invitere pårørende og handicaprådet til yderligere dialogmøde, inden vi træffer en beslutning. Vi arbejder på at sætte mødet op snarest muligt, og helst inden for et par uger, siger Lissie Kirk.

I kommunens eget handicapråd glæder man sig over, at kommunen har udskudt beslutningen og har valgt dialogens vej.

- Det synes vi rigtig godt om, fordi vi hele tiden har bedt om, at man ser på alternativer til bare at lukke stedet og opløse gruppen. Nu håber vi, at vi sammen med politikkerne, de pårørende og medarbejdere kan finde en løsning, så beboergruppen kan blive sammen, og de kompetente medarbejdere kan blive sammen med gruppen, siger Lars Kunov, formand for handicaprådet i Køge Kommune.

Lucas Emil Pettersson er en af de syv beboere, som skal flytte fra Føllehavegård.
Lucas Emil Pettersson er en af de syv beboere, som skal flytte fra Føllehavegård.
Foto: TV 2 Kosmopol

Planer om lukning får massiv kritik fra flere sider

Udvalgsmedlemmernes beslutning om ikke at træffe en beslutning sker, efter massiv kritik af lukningsplanerne fra flere sider.

Pårørende såvel som kommunens eget handicapråd og Landsforeningen LEV har udtrykt stor bekymring over kommunens planer om at nedlægge bostedet Føllehavegård, der er hjemsted for i alt syv beboere med svært komplekse diagnoser.

- Det står fuldstændigt klart, at en flytning og opløsning af gruppen vil få store omkostninger for den enkelte og dennes pårørende. Det står lige så klart at det også vil betyde et betydeligt kompetencetab, hvis nogle eller alle medarbejderne ikke fortsætter sammen med gruppen. I givet fald har Køge Kommune ikke levet op til det ansvar som kommunen har påtaget sig, påpeger Handicaprådet i Køge Kommune i et høringssvar til Socialudvalget.

I et brev rettet direkte til borgmester Marie Stærke (A), udtrykker Landsforeningen LEV’s formand Anni Sørensen ”dyb bekymring for fremtiden for de syv meget sårbare mennesker, som i dag bor i botilbuddet.”

- Jeg vil indtrængende opfodre dig til at foranstalte, at beslutningen om afviklingen af Føllehavegård udsættes. Køge Kommune bør iværksætte en omhyggelig analyse af alternativer til den indstillede, som kan sikre en mere rimelig behandling af en sårbar gruppe borgere i Køge, skriver hun i brevet.

Flere af beboerne på Føllehavegård har boet dør om dør og sammen i mange år – nogle op mod 30 år. Samtidig har bostedets medarbejderes specialiserede viden om de syv beboere samt deres nære relationer imellem skabt fundament for et velfungerende hjem for de udviklingshæmmede beboere.

Lissie Kirk (A), formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.
Lissie Kirk (A), formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.

Nedslidt bygning uden en erstatning

Baggrunden for lukningen af Føllehavegård er, at bostedet er utidsvarende, nedslidt og ikke svarer til beboernes behov og udvikling.

Hvis Socialudvalget i Køge Kommune gennemfører det, som forvaltningen lægger op til, vil det betyde, at de syv beboere skal flyttes – eller tvangsflyttes, som de pårørende udtrykker det – til andre botilbud; sandsynligvis separat fra hinanden.

Køge Kommune har været bekendt med bostedets facilitetsmangler i en årrække. Siden 2009 har kommunen lovet beboerne, de pårørende, personalet og Socialtilsynet, at der var et erstatningsbyggeri på vej.

Efter ni års venten blev planerne om at renovere bostedet i stedet udskudt på ubestemt tid ved kommunens seneste budgetforhandlinger.

Lissie Kirk har tidligere forklaret et manglende erstatningsbyggeri eller renovation af Føllehavegård med, at ”anlægsbudgettet var presset ud over alle grænser”.

- Der kun var penge til det, der var allermest nødvendigt - til det, der var igangsat og lavet kontrakter på. Alle andre anlæg - på alle områder i kommunen er taget ud af anlægsplanen.

- Jeg ville gerne have været det her foruden, og at vi var gået i gang med de her nybyggerier. Det er vi desværre ikke, og så er det her det bedste. Fordi botilbuddet derude er utidsvarende, har Lissie Kirk tidligere udtalt til TV 2 Lorry.

Torsdag i sidste uge afholdt parter mod lukningen et borgermøde, hvor de protesterede forvaltningens indstilling. TV 2 Lorry sendte live fra mødet - se mere i videoen herunder:

 

Live fra borgermøde i Køge om mulig lukning af botilbud.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik