Livline til Ritts billige boliger

Et flertal på Københavns Rådhus griber nu efter et af de allersidste halmstrå, der kan opfylde overborgmester Ritt Bjerregaards valgløfte om 5.000 billige boliger i København på fem år, erfarer Berlingske Tidende.

Strået står på en mark på
Amager, hvor der ikke længere alene lægges op til byggeri af
cirka 2.000 nye boliger på Kløvermarken men også yderligere
1.000-1.500 boliger på den stærkt forurenede nabogrund
Kløverparken.

Det fremgår af programmet for en international
arkitektkonkurrence for hele Kløvermarkkvarteret, som
Borgerrepræsentationen behandlede i aftes. Konkurrencen med
deltagelse af arkitektfirmaer fra ind- og udland udskrives på
trods af, at Danmarks Naturfredningsforening forbereder en
eventuel fredningssag for hele det grønne område, der lægger
kløver til adskillige boldbaner.

Hidtil har det kun været
meningen, at der skulle bygges boliger på selve Kløvermarken,
men efter de politiske forhandlinger i efteråret er
Socialdemokraterne, SF og de Radikale blevet enige om, at
arkitekterne skal byde på en helhedsløsning, oplyser Københavns
teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R). »Det er ikke nogen
hemmelighed, at Skanska, der ejer grunden Kløverparken, ønsker
at komme i gang med at bebygge arealet.

Så da hele diskussionen
om en arkitektkonkurrence kom op, valgte vi at tage den grund
med. Kløverparken støder op til vandet, og derfor vil det være
oplagt at se på, hvordan grunden kan udnyttes som en attraktiv
del af kvarteret,« siger Klaus Bondam. Han understreger, at der
eventuelt kun opføres boliger, når grunden er blevet renset for
forurening.

Arkitektkonkurrencen kom på dagsordenen, da de
Radikale brød et forlig med Socialdemokraterne og SF om en
randbebyggelse rundt om de eksisterende boldbaner på
Kløvermarken. Men selv om antallet af boliger nu næsten er
blevet fordoblet ved inddragelse af nabogrunden, er det fortsat
en betingelse, at der skal opføres et betydeligt antal boldbaner
på både natur- og kunstgræs, så det mindst svarer til niveauet i
dag. Kommunen må hverken i konkurrenceoplægget eller i en
lokalplan stille krav om, hvor mange af boligerne der skal være
billige, men både Klaus Bondam og Socialdemokraternes politiske
ordfører Anne Vang taler om et væsentligt antal.

»Det præcise
antal billigboliger skal afklares senere,« siger Anne Vang og
hentyder til betingelserne for den private investor Fonden for
Billige Boliger, der både skal bygge billige boliger og boliger
til markedspris. De borgerlige partier er modstandere af
arkitektkonkurrencen. Dansk Folkepartis Karin Storgaard står
fast på, at Kløvermarken skal bevares som et rekreativt område.
»Det er et helt unikt område, som vi næsten ikke finder mage
til. Det er et af de sidste steder, hvor man har en god udsigt
ind over hele byen. Derfor vil vi bevare de nuværende
faciliteter, som benyttes af fodboldklubber og andre,« siger
Karin Storgaard.

Danmarks Naturfredningsforening afventer
udfaldet af arkitektkonkurrencen til sommer, inden det afgøres,
om en fredningssag skal indledes. På Rådhuset satser S, R og SF
derimod på byggestart i foråret 2009.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik