Farums kommende jobcenter ligger på Hvedemarken i Farum. Det skal åbne til sommer.

Litauere uden overenskomst byggede jobcenter - så blev de overtalt

Et litauisk firma uden overenskomst byggede på Farums jobcenter. Det fik 3F op i det røde felt - og nu har entreprenøren skiftet mening.

- Det er ironi på et helt nyt plan, at den arbejdsløse maler kan sidde inde i jobcentret, mens der udenfor går arbejdskraft rundt fra Litauen og laver hans arbejde. Det er altså ikke skide godt.

Sådan beskrev faglig sekretær i fagforeningen 3F Rasmus Kreutzmann situationen i Farum, hvor en litauisk virksomhed uden overenskomst byggede på byens kommende jobcenter på Hvedemarken.

Det er ironi på et helt nyt plan, at den arbejdsløse maler kan sidde inde i jobcentret, mens der udenfor går arbejdskraft rundt fra Litauen og laver hans arbejde.

Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær i fagforeningen 3F

Først blev 3F udvist fra byggepladsen af entreprenøren, men med en trussel om at trække alle leverancer til byggepladsen, hive organiserede håndværkere ud af arbejdet og pres fra Furesø Kommune har den litauiske virksomhed, UAB Resplints, givet efter.

Virksomheden har nu underskrevet overenskomst med 3F og Malerforbundet. Det betyder, at virksomhedens medarbejdere nu har krav på samme løn, tillæg og pension som resten af den organiserede byggebranche, skriver 3F.

"Overenskomstdækning af også udenlandske virksomheder er vigtig for 3F, da man dermed sikrer, at resten af byggebranchen ikke bliver underbudt af virksomheder med eksempelvis litauiske løn- og arbejdsvilkår", skriver 3F. 

Læs også Afsløring: Jobcenter renoveres af udenlandsk arbejdskraft

Arbejdsklausulen duede ikke

Furesø Kommune havde ellers arbejdsklausuler, men de gælder kun, når kommunen selv er bygherre.

I dette tilfælde lejer kommunen bygningerne, og bygherren er Stensdal Group, der ikke overenskomstdækker sine underleverandører.

Jeg kan med stor glæde konstatere, at de to parter er nået til enighed om at indgå overenskomst for det pågældende byggearbejde på Hvedemarken.

Preben Sandberg Pettersson, Soc. Dem., formand for Beskæftigelses- og erhvervsudvalget i Furesø

"3F Frederiksborg håber, at sagen fremadrettet betyder, at alle kommuner, bygherrer, mv., som har arbejdsklausuler, bruger sagen til at få revideret klausulerne, så en situation som denne undgås i fremtiden", skriver 3F.

Hos Furesø Kommune er man tilfreds med, at parterne er kommet til enighed: 

- I Danmark er det arbejdsmarkedets parter, der aftaler løn- og arbejdsvilkår. Jeg kan med stor glæde konstatere, at de to parter er nået til enighed om at indgå overenskomst for det pågældende byggearbejde på Hvedemarken 3-5, hvor kommunens jobcenter efter planen skal flytte ind til sommer, siger Preben Sandberg Pettersson, Soc. Dem., der er formand for Beskæftigelses- og erhvervsudvalget i Furesø Kommune, i en pressemeddelelse.